Nu åbner vores to drivhusrestauranter

Mange mennesker har i de seneste uger delt billeder af en ny type drivhusrestaurant i Amsterdam. Nu får både København og Frederiksberg sine egne bud på konceptet, hvor gæsterne kan spise op til fire personer sammen hver for sig under åben himmel i små glashuse. Tidligere Roxie-boss Anika Madsen står bag den ene pop-up-restaurant som opvarmning til en kommende rolle som køkkenchef på Fasangården i Frederiksberg Have.

Coronakrisen har på mange måder forandret restaurantlandskabet. Traditionelle spisesteder er blevet takeawayspots. Indendørs er rykket udendørs. Midt i det hele står gæsterne, som savner ”plejer”, og snildt kan blive forvirrede omkring, hvordan man nu lige skal navigere spise-ude-trangen i en tid, hvor smittebekymring og genåbningsplaner skal gå hånd i hånd.


Drivhusinspiration fra Amsterdam
Inspireret af et projekt skabt af kulturcentret Mediamatic i Amsterdam planter vi sammen med Juliana Drivhuse nu i fællesskab en klynge transparente spisehuse under åben himmel. Dels foran Meyers Deli på hjørnet af Gl. Kongevej og Hauchsvej på Frederiksberg, dels foran Café & Restaurant Ofelia i Skuespilhuset ved Københavns Havnefront.

”Selvom mange restauranter er begyndt at åbne igen, heriblandt flere af vore egne, har vi haft lyst til at lege lidt med konventionerne. Det store spørgsmål efter coronakrisen er, om vi bare skal lave ’business as usual’? Indtil vi finder svaret, prøver vi kræfter med anderledes madoplevelser, som taler direkte ind i sin tid,” siger forretningschef for Meyers Venues, Marie Egede.

En kommentar til restaurantoplevelsen post-corona
Mens der på Frederiksberg placeres fire spisedrivhuse, opstilles hele otte af slagsen ved vandet på den side af Skuespilhuset, der vender ud mod Papirøen. Tanken er, at glashusene kan skabe maksimal tryghed i forhold til Corona, samtidig med at de i sig selv bliver en æstetisk og humoristisk kommentar til det at spise ude efter Covid-19.

Husene leveres af den danske drivhusfabrikant Juliana Drivhuse, som - trods stor travlhed med at levere løsninger til corona-hjemsendte og driftige, danske haveejere - ikke kunne sige nej til idéen:
Vi har igennem mange år set en udvikling, hvor drivhusets funktionalitet er bredt ud til andre formål end blot dyrkning af tomater og agurker. Det er fantastisk at se, hvordan drivhuset nu kan fungere som en restaurant”, udtaler Nikolaj Stærmose, der er ejer og tredje generation hos Juliana Drivhuse, og uddyber:

Det at kunne være inde, når man er ude, er drivhusets sjæl ikke blot for planter, men i høj grad også for mennesker, og det er der rigtig mange, der i år har fået øjnene op for.”

Vælg mellem fine dining eller delimad
De to drivhusrestauranter vil ikke bare adskille sig i forhold til placering, men også i forhold til maden. I ’Glashusene’ ved Meyers Deli bliver det muligt at indtage det normale à la carte-udvalg fra klokken 9 om morgenen og indtil aftensmaden, hvor der serveres en fast menu, så længe man husker at reservere på forhånd. Ved Skuespilhuset bliver det derimod den tidligere køkkenchef på Kadeau-lillesøsteren Roxie, der kreerer en 5-retters menu til frokost og en 6-retters menu aften. Læs mere her. 

Hvis ikke vi bruger de seneste måneders krise som et afsæt til at tænke over at spise mere lokalt og sæsonnært, er vi selv med til at kaste en altødelæggende sten mod det glashus, vi alle sammen skal bo og spise i fremover,” siger Anika Madsen, der senere på året skal stå i spidsen for Meyers store satsning med et traktørsted i den historiske Fasangården midt i Frederiksberg Have.

Fakta

• Hvad: Glashusene ved Café og Restaurant Ofelia og Meyers Deli
• Hvor: Henholdsvis Skuespilhuset på siden ud mod Papirøen og Gl. Kongevej 109 på Frederiksberg
• Hvornår: Glashusene ved Skuespilhuset åbner til frokost fredag d. 29. maj og ved Meyers Deli lørdag aften d. 30. maj
• Hvor meget: En 5-retters menu ved Skuespilhuset skabt af Anika Madsen koster 395 kr. til frokost, mens en 6-retters menu koster 595 kr. til aften. Den sædvanlige menu og à la carte-priser hos Meyers Deli.
• Hvordan: Det er muligt at spise op til fire personer i hvert drivhus. Der kan reserveres bord til begge pop-up-restauranter allerede nu via vores hjemmeside her: www.meyers.dk/spis-ude/meyers-restauranter.