Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Få de bedste opskrifter, tips fra kokkene og nyheder om alt det der spirer i Meyers' univers.

Sidste år modtog mere end 35.000 børn julehjælp fra Mødrehjælpen, og i år forventer den socialhumanitære organisation, at behovet også er stort. Derfor støtter Meyers igen i år Mødrehjælpens Julehjælp - blandt andet med en låge-julekalender, hvor salget går direkte til Mødrehjælpens lokale arbejde i hver by.
De seneste års stigende dagligvarepriser presser mange familiers økonomi til det yderste og har de seneste år været en af de primære årsager til, at mange familier har søgt om julehjælp. Desuden er antallet af børn, der lever i fattigdom steget, siden Danmark i 2015 tilsluttede sig Verdensmålene og forpligtede sig til at halvere børnefattigdom inden 2030. Sidste år satte Mødrehjælpen derfor også en kedelig rekord, da 35.044 børn fik økonomisk hjælp til julen.
I år har Meyers derfor valgt at støtte Mødrehjælpens Julehjælp gennem en række aktiviteter. Det tæller blandt andet salg af årets julekalender i Mødrehjælpens butikker i hele Danmark samt salg af en smuttet mandel til risalamanden i Meyers Bagerier og kantiner.

Årets julekalender fra Meyers koster 100 kr., og salget går direkte til den Mødrehjælpen-lokalforening, der sælger kalenderen, og dens arbejde for børn og familier i lokalområdet.
”Vi håber, at mange familier har lyst til at købe Meyers julekalender hos os, for med den får de ikke bare en flot kalender og mulighed for at vinde præmier, men også mulighed for at hjælpe udsatte familier i deres lokalmiljø til at få en jul. Salget går nemlig direkte til Mødrehjælpens arbejde i den by, kalenderen sælges”, fortæller Ninna Thomsen, direktør for Mødrehjælpen.
Bag lågerne gemmer sig muligheden for at vinde blandt andet madkurser, kogebøger og bagegrej. Og så er der hovedpræmien, som i år er ganske særlig. Et kokke- og tjenerteam fra Meyers rykker hjem til vinderen med gode råvarer og vine under armen og sørger for en 3-retters middag for otte gæster tilberedt og serveret hjemme ved spisebordet.
Hos Meyers er julen en af årets helt store madhøjtider. Hvert år bliver der kogt, bagt, stegt, dækket borde og gjort klar til julefrokoster og juleaftener i hele landet. Men ikke alle familier har mulighed for at skabe de rammer om julen, som de gerne vil give deres børn.
”Vi glæder os hvert år til at finde de traditionsrige opskrifter frem, lave mad, dække bord og tænde lys til julesammenkomster i hele landet. Men det er ikke alle, der har mulighed for at skabe de rammer, som de ønsker at give deres familier i julen,” siger Claus Meyer og fortsætter:
”Et gammelt amerikansk ordsprog siger: ”If you have more than what you need, build a longer table, not a higher wall”. Vi er glade for igen at samarbejde med Mødrehjælpen og bidrage til deres arbejde for børn og familier, der har brug for en håndsrækning – både i julen og i den hverdag, der venter på den anden side.”


Hold dig opdateret
Få de bedste opskrifter, tips fra kokkene og nyheder om alt det der spirer i Meyers' univers.