Derfor skal du spise sæsonbaseret
I dag kan man få alle slags frugter og grøntsager hele året rundt, fordi vi får mange af vores fødevarer fra Sydeuropa eller Sydamerika. Det kan gøre det svært at gennemskue, hvornår de enkelte råvarer er i højsæson. Alligevel er der en stor smagsmæssig forskel på en dansk frilandstomat i august og en spansk drivhustomat i februar. Men udover smagen giver det også en naturlig variation i måltiderne og noget at glæde sig til, når vi lader råvaresæsonerne bestemme, hvad vi spiser.
Her er 5 gode grunde til at spise efter sæsonen:
- Det giver variation i måltiderne året igennem, så naturens gang viser sig på tallerkenen.
- Råvarerne smager af mere, og de er flottere og mere saftige.
- Du får friske råvarer, der er høstet, mens de er modne, og derfor rige på næringsstoffer.
- Du minimerer klimaaftrykket fra transport.
- Der kan være penge at spare i højsæsonen for en råvare.
Disse råvarer kan du spise med god samvittighed i maj
Asparges og radiser, spinat og spidskål vælter frem og er fulde af saft, kraft og smag. Spis til du revner af de danske frilandsgrøntsager! Husk i øvrigt også, at rødspætter og skrubber lander i fiskernes net nu.
En håndfuld af vores yndlingsråvarer og -opskrifter i maj
Asparges
Asparges er en skøn forårsbebuder, der inviterer på lunere og mere solskinsrige dage. De fleste kender både de grønne og hvide asparges, der uanset farve er yderst delikate. Egentlig kommer begge fra den samme plante, der skifter fra hvid til grøn i forårets sol. Asparges kan tilberedes og spises på utallige måder, både dampet, grillet, kogt, rå, sous vide og bagt - og hver en tilberedning smager helt fantastisk.
Asparges behøver kun en kort og nænsom tilberedning og går godt både dampede, grillede og i salater. Når det først er blevet lunt vokser aspargeserne færdige på mindre end 10 dage og forbliver saftspændte med lukkede hoveder. Husk i øvrigt, at hovederne generelt ikke må koge for længe. Midterstykkerne egner sig kogt i frikasséer og supper eller koldt i salater. Den nederste tredjedel og skrællerne er bedst til at koge kraften ud af. Denne kraft kan så bruges som grundlag for suppe eller simpelthen til at koge asparges i.
Udover at smage dejligt, er asparges fyldt med flere gode næringsstoffer. De grønne skud er både gode for fordøjelsen, rig på c-vitaminer, folinsyre og b-vitaminer samt en utrolig fedtfattig og kalorielet spise - så du skal bare tage rigeligt for dig.
Asparges er også forholdsvis kort i sæson herhjemme, så du skal skynde dig at nyde den friske grøntsag i maj og juni måned. Herunder kan du få inspiration til, hvordan asparges kan tilberedes og spises på forskellige måder.