Meyers reducerer CO2 for råvarer med 31% og når klimamål et år før tid

Siden 2021 har Meyers arbejdet målrettet på at reducere sit klimaaftryk for råvarer, der udgør 95% af virksomhedens samlede CO2-aftryk. Nu fortæller virksomheden om, hvordan de har opnået reduktion og mål gennem en flerstrenget indsats.

“Vi har først og fremmest ændret vores tilgang til at lave mad: Før blev måltiderne typisk udtænkt med kød som udgangspunkt, men i dag udtænkes de fleste retter med udgangspunkt i grøntsager og grønne proteiner,” fortæller ceo i Meyers, Jesper Lykke Wacherhausen og uddyber: 

“Derudover bruger vi systematisk data til at måle indkøb ift. CO2, og vi har øget fokus på værtskab og kommunikation med både gæster og kunder - altsammen noget, som vi kan se virker”. 

Et af de steder, der virkelig har rykket sig, er Meyers’ kantine hos produktionsvirksomheden Aasted: Her besluttede ledelsen for flere år siden, at okse-, kalve- og lammekød helt skulle udfases, og kantinen har gennem en række initiativer sænket CO2-aftryk for råvarer med 60%. 

Køkkenchef hos Aasted, Mette Andersen, fortæller, at det kræver vedholdenhed og daglig dialog at ændre gæsternes madvaner, og det møder respekt og taknemmelighed hos Jesper Lykke Wacherhausen:

“Det er kun muligt at nå så langt gennem store indsatser fra både kokke, kunder og kantinegæster: Uden deres kreativitet, ambitioner og nysgerrighed kunne vi ikke opnå det, som vi har gjort, og som vi fremover gerne vil. Næste mål er 50% reduktion inden 2030, og selvom vi ved, at det ikke bliver let, så ved vi også, hvad der er skal til, så vi er optimistiske”.

> Læs hele historien hos Børsen <