
Selvom vi bor i et land omringet af vand, er det ikke os alle, der husker at udnytte den velsmag og sundhed, der bevæger sig rundt ude i de danske farvande. Derfor vil vi gerne hjælpe dig til flere dejlige måltider fra havet.
Kostrådene har i årevis fortalt os, at vi skal spise mere fisk, og de nye opdaterede kostråd fra Fødevarestyrelsen er ingen undtagelse. Her lyder budskabet; ”Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk”. Det er nemlig både sundt og mere bæredygtigt at sætte sild, torsk, muslinger og alle de andre havfavoritter på middagsbordet, og de fisk, der trives i de kølige vande omkring Danmark, er faktisk nogle af de bedste råvarer, vi har i Norden.
Men mange af os kender nok til fornemmelse af ikke at have helt samme selvsikkerhed med tilberedning og håndtering, når det kommer til hele fisk med skæl, ben og glinsende øjne.
Derfor træder vi nedenfor ind i fiskekøkkenet og kigger på grundtilberedninger som dampning, stegning, bagning og grill, ligesom du kan finde en håndfuld af vores yndlingsopskrifter med de dejlige fisk.

