De grønne retter har ikke tradition for at spille hovedrollen ved julens måltider. Her serveres sprødstegte ænder, saftig flæskesteg, brunede kartofler og sovs der, hvis det er en rigtig sovs, hænger ved kartoflerne. I sin helhed en lækker og smagfuld middag. Men for at ikke at blive træt og dvask af al den gode julemad allerede efter juleaften, ynder vi at tage et par grønne indslag med til bords. En grøn salat baseret på årstidens kål, en syrlig dressing og lidt knas kan gøre den ellers lidt tunge menu lettere.
Når salaterne ikke nødvendigvis er en fast del af julemaden, er der rig mulighed for at være kreativ og bruge af alle sæsonens råvarer. Prøv f.eks. også at inkorporere julens krydderier i dressinger til grove kåltyper. Vi har samlet vores yndlingssalater til julen, så du kan lade dig inspirere til de kommende julefrokoster og julemiddage.