Tilbage

Spis sæsonens råvarer i august

Kalenderen siger august måned, hvilket markerer slutningen på en skøn sommer, da måneden officielt er den sidste sommermåned for i år. De lune sommeraftener bliver så småt kortere og køligere, men sommeren og alle dens velsmagende herligheder er på ingen måder slut endnu. I august måned kan vi se frem til en overflod af herlige, sprøde danske grøntsager og frugter, der nu også har meldt deres ankomst.

Derfor skal du spise sæsonbaseret

Selvom du oftest kan købe lige det du står og mangler i supermarkedet, uanset årstiden, er det egentlig en smule fjollet, at vi ikke udnytter de fantastiske smagfulde danske råvarer i sæson. I stedet for at købe og spise importerede råvarer fra alverdens afskygninger på kloden, burde vi tage det bæredygtige valg og støtte de lokalt producerede fødevarer vi har tilgængelige på vores egne breddegrader. Der er mange gode grunde til, hvorfor du skal spise efter råvarerne i sæson. Her har vi samlet 5 gode grunde:

  1. Råvarerne smager bedre og af mere, når de er i sæson
  2. Råvarerne er billigere, når de er i sæson, fordi udbuddet stiger og varerne ikke skal importeres
  3. Du er sikret friske råvarer, der er høstet mens de er modne og derfor rige på næringsstoffer
  4. Du sikrer at spise varieret, ved at købe forskellige råvarer året rundt
  5. Du gør noget godt for miljøet ved at spise råvarer i sæson, da disse ikke skal importeres ude fra vores grænser 

Disse råvarer kan du spise med god samvittighed i august

Der sker en masse vidunderlige ting i naturen når kalenderen rammer august måned, og selvom sommeren er ved at være slut, kan du stadig finde en masse friske og sprøde grøntsager og frugter i den danske natur. Du kan se vores overblik over råvarerne i sæson nedenfor:

En håndfuld af vores yndlingsråvarer og - opskrifter i august

Courgette

Courgette, squash, zucchini - kært barn har mange navne. Uanset hvad du vælger at kalde denne aflange grøntsag, kan vi ikke komme udenom, at den har et hav af anvendelsesmuligheder i både det søde og salte køkken.

Courgette har en rimelig neutral smag, der er en anelse sødlig og nøddeagtig, men bestemt ikke dominerende. Grøntsagen kan spises rå i salater eller som pasta, marineret, dampet, sauteret, revet i brød, kager mm. Courgette kan også skæres i skiver eller tern og bruges som fylde i en simrende gryderet. Vidste du, at du også kan spise de fine gule blomster, der gror på courgetten? Se nogle af vores yndlingsopskrifter med courgette herunder.

Blommer

De danske blommer er bare de bedste - de er søde og saftige og har en helt fantastisk aroma. I sensommeren er de begyndt at pryde på træerne og måske du selv har et blommetræ i haven, klar med skønne blommer den næste måneds tid.

 

Blommer er også rigtig gode at fryse ned, så du kan nyde dem resten af året. Du skal blot huske at udstene dem først. Alternativt kan du sylte eller lave en stor portion blommer om til en skøn relish eller marmelade, så du har til desserter, på morgenbollen eller noget helt tredje. Herunder vil vi gerne dele vores opskrift på en dejlig blommerelish med varme krydderier, og en opskrift på en velsmagende salat med den syrligt-søde frugt. Derudover har vi også en opskrift på en dejlig blommesaft.

Kantareller

I august måned kan du i skovbunde være heldig at støde på en af de mest eftertragtede svampe i Danmark - kantareller. Det er nemlig nu, der er flest at finde, så det er bare med at tage en kurv under armen og gå på jagt i den danske natur.

 

Kantareller har en svagt pebret umamismag og er en yderst delikat svamp, der i al sin enkelthed bare smager fantastisk. På grund af, at svampe er rige på umami, egner de sig godt som erstatninger til kød - hvis du nu prøver at skære lidt ned eller slet ikke spiser kød. Umami er lig med velsmag og er en af de fem grundsmage. Få inspiration til, hvordan du kan bruge kantareller gennem en af vores opskrifter herunder.

Nyheder