Tilbage til opskrifter

Blommerelish med anis og kanel

Brug de gode danske blommer, som har masser af smag og kraft til denne opskrift. En blommerelish er skøn til sensommeren og efterårets varme retter eller som tilbehør til ostebordet. Relish er en skøn måde at forlænge levetiden på sæsonens frugter og bær.

Sådan gør du

Skyl blommerne, udsten dem, og skær frugtkødet ud i grove tern. Skræl knoldsellerien, og riv det på den grove side af rivejernet.

Kom sukkeret i en gryde, og smelt det til let gyldenbrun karamel. Kom blommer og selleri ned i karamellen, og tilsæt stjerneanis og kanelstangen, samt salt og friskkværnet peber.

Hæld så eddiken på, og lad det hele koge 15-20 minutter, ved svag varme under låg. Husk at røre en gang imellem, så det ikke brænder på.

Tag låget af gryden, og kog i yderligere 5 minutter, for at koge lidt af væden ud af relishen. Relishen skal have konsistens som en tæt kompot.

Smag til med ekstra salt, friskkværnet peber og eddike, hvis det behøves. Relishen skal have en god sur-sød smag.

Kom den varme relish på skoldede glas, og sæt den i køleskabet. Her kan relishen holde sig i 2-3 måneder i uåbnet stand og 20-30 dage, hvis den er åbnet.

Ingredienser

500 g blommer (gerne victoria)
300 g knoldselleri
100 g rørsukker
2 stjerneanis
1 kanelstang
havsalt
friskkværnet peber
3 dl blommeeddike (eller anden frugteddike)