Desserter til konfirmationen

Leder du efter den helt rette dessert til fejringen af den store dag? Er du i tvivl, om du vil byde på is, kage eller noget helt tredje? Sikkert og vist er det dog, at desserten skal afrunde en god middag og give anledning til de sidste smil på gæsternes læber. Find her inspirationen til hvilken dessert du kan servere til den uforglemmelige konfirmationsdag.

Det søde punktum kan komme i mange farver og former. Her får du de bedste opskrifter på desserter, som egner sig godt til forskellige anledninger og fester, der med sikkerhed vil sprede glæde hos dine gæster, hvad end du skal fejre rund fødselsdag, konfirmation eller en anden af livets store fester.

Portionsanrettet

Desserter serveret i portionsanretninger og pyntet fint imponerer. Det behøver dog ikke være omstændigt at servere en indbydende anretning for dine gæster til konfirmationen, hvis blot du vælger den rigtige. 

Herunder finder du fire af de bedste portionsanrettede desserter, som du kan forberede i forvejen, og pynte lige som du bedst kan lide. 

KOLDSKÅL

Vaniljeprikker, rabarber og knas. Byd foråret velkommen med denne klassiske koldskål i nye kæder, hvor kammerjunkerne får selskab af forårets bedste tilbehør. Kombineret med syrlige rabarber, sprødt knas og estragon udgør den vaniljeprikkede koldskål en simpel men fin dessert, som du kan portionsanrette i små skåle. 

Find opskriften her

VEGANSK CHOKOLADEMOUSSE

Vil du afslutte middagen med en fløjlsblød mousse, så er denne chokoladeversion helt uden mælk og æg et godt bud. Den veganske chokolademousse er en oplagt dessert til konfirmationsfesten, da den kan forberedes i forvejen eksempelvis i patentglas og pyntes af umiddelbart før servering. Chokolademoussen får i opskriften følgeskab af kirsebærsauce, men synes du, at kirsebær hører julen og risalamande til, kan du sagtens erstatte den med friskere tilbehør som bær eller en syrlig rabarberkompot.

Find opskriften her

RABARBERTRIFLI

Foråret byder på de første rabarber, der har en både frisk syrlighed og smuk farve. I denne opskrift bliver de sprøde rabarber til en blød kompot, der sammen med friskostcreme og knas udgør en smuk, rustik dessert. Vil du gerne have en menu med portionsanrettede desserter, er denne trifli et nemt og lækkert bud. Du kan forberede elementerne i forvejen, og samle dem i fine klare glas umiddelbart før servering.

Find opskriften her

FLØDERAND

Fløderand er en simpel dessertklassiker, der for de fleste hører mormorkøkkenet til, her med vanilje og et tvist af hyldeblomst. Når den skal serveres til konfirmationen eller andre af livets store fester kan du støbe lidt friske hyldeblomster ned i geléen for et ekstra festligt udtryk. Du kan lave fløderanden dagen i forvejen, opbevare desserten på køl og dermed uden besvær servere det søde punktum for dine gæster med den pynt, du ønsker.

Find opskriften her

Kagen

Kager kommer i et væld af variationer, men én ting er sikkert, at den hjemmebagte slags altid hitter og imponerer, også til livets store fester. Skal du servere dessert for dine kære, er den hjemmebagte kage derfor et godt valg, særligt hvis du ønsker en nem, lækker dessert til mange mennesker, som mængdemæssigt nemt kan justeres i forhold til antallet af gæster. 

Nedenfor har vi samlet fire opskrifter på kager med smag af gode råvarer, der alle giver anledning til stor nydelse. Kagerne er oplagte, da de kan bages alt efter, om I ønsker én kage, at stille an til kagebord med forskellige minikager, at servere portionsanretninger, hvor kagen fortsat spiller hovedrollen eller noget helt fjerde.  

  • CHOKOLADEBROWNIE

    Intens smag af god chokolade og knasende nødder. Svampet og syndig. En brownie som denne er nem og ligetil, både fordi den kan laves til mange mennesker og fint holder sig i 2-3 uger, så du kan bage den på forhånd. Et tip er også, at du kan gøre kagen personlig ved at udskifte valnødderne med lige de nødder, som konfirmanden elsker.
    Kombineret med is af god kvalitet og friske bær spiller chokoladebrownien hovedrollen i en skøn dessert.

    Læs opskriften her
  • CITRONMÅNE

    Citronmåne med marcipan, smør og en masse citronskal og -saft er et friskt indspark på festmenuen. En saftig kage med flødeostglasur, der passer til forårets lysere tider og lettere måltider. For at gøre kagen ekstra festlig til den store dag kan du for eksempel pynte den med spiselige blomster, afskallede pistacienødder eller guldstøv. Perfekt til kagebordet til konfirmationsfesten.

    Læs opskriften her
  • JORDBÆRKAGE

    Hvem elsker ikke friske bær og en blød creme fyldt med vaniljeprikker? Slut middagen af med en klassiker, der indikerer forår og sol. Jordbærkagen er særligt god, da du kan servere den lige som du ønsker. Bag den enten som én stor eller som flere små tærter. Jordbær kan også snildt erstattes med andre bær, alt efter smag og behag.

    Læs opskriften her
  • BROWNIE - HVID CHOKOLADE OG LAKRIDS

    Hvis du er vild med brownie, men ønsker en anden variation end den klassiske mørke variant, så er denne brownie på hvid chokolade, med et tvist af lakrids, det ultimative alternativ. I opskriften bages brownien i portionsanrettede silikoneforme, men ønsker du, at gøre det endnu nemmere, kan du sagtens bage den i en stor form - Vær blot opmærksom på bagetiden. Er konfirmanden ikke så begejstret for lakrids, kan dette sagtens udelades. Du kan eventuelt erstatte eller tilføje citronskal i dejen. Dette giver en frisk smag til den intense chokoladedessert.

    Læs opskriften her

Drikke

For mange hører kaffe og kage uløseligt sammen. Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for det sorte guld. Vi har derfor samlet fire forslag til både varme og kolde drikke, du kan servere for dine gæster. Så kan både børn og voksne slukke tørsten i skønne hjemmelavede drikke med smag af forår. 

De fire opskrifter kan også uden problemer bruges som velkomstdrink til festen.  

Elsker du desserter og kage lige så højt som os, og ønsker at opsætte et kagebord med mulighed for, at dine gæster kan smage på flere end bare én slags? Så kan du finde flere opskrifter på lækre desserter fra Meyers univers.