Den primære indsats har været at genrejse Danmark som et land, hvor vi selv dyrker sorter af bælgfrugter, der kan indgå i en mere bæredygtig madkultur, men også vores indkøb af økologiske, naturplejekvæg fra Livø samt en række mindre initiativer i vores køkkener lokalt, har været afgørende.
Stedsans
Bæredygtig udvikling kræver løsninger på globalt plan, men vi kommer ingen vegne, medmindre vi interesserer os for, hvad der foregår i vores eget nærområde. Derfor prioriterer vi indsatser, der er med til at sikre, at dansk og nordisk fødevareproduktion og madkultur fortsat vil være en kilde til håb, inspiration og fornyelse for andre.
Stedsans
Vores mål
1.
Vi vil indgå samarbejde med lokale producenter, der deler vores ambitioner for kvalitet og bæredygtighed.
2.
Vi vil fortsat være en drivende kraft i at udvikle en vital og bæredygtig fødevareproduktion.
Foreløbige resultater
-
1
Samarbejder med innovative landmænd
Vi har indgået samarbejder med lang række økologiske landmænd i Jylland, på Lolland, Bornholm og i Øland om at dyrke 10 forskellige sorter af bælgfrugter, heriblandt en række danske landsorter, og bragt disse videre til vores gæster i kantiner og restauranter samt til kunder i detailhandlen.
-
2
Udvikle markedet for bælgfrugter
Vi samarbejder desuden med frøsamlere, landmænd, forskere, restauranter, storkøkkener, kogebogsforfattere, festivalarrangører, bæredygtighedsforkæmpere og journalister om at udvide interessen og udvikle markedet for bælgfrugter.
-
3
Flere bælgfrugter i køkkenerne
Vi er i vores køkkener siden 2018 gået fra at bruge 68 kg danske og nordiske bælgfrugter til i dag at bruge 16 tons.
-
4
Ny tænketank
Vi har organiseret initiativet ÆRT ETC, som en markedsplatform og en åben og dynamisk tænketank, hvor landmænd, aftagere og øvrige forandringsaktører indenfor madverdenen kan mødes og knytte bånd.
Stedsans
Sådan har vi gjort
Vi arbejder for at skabe en regulær bælgfrugtbevægelse, hvor vi gennem samarbejder med blandt andre frøsamlere, landmænd, forskere, kokke og bæredygtighedsforkæmpere arbejder for at stimulere interessen og udvikle markedet for danskdyrkede, økologiske bælgfrugter.
I 2021 indgik vi i et samarbejde med økologen Susanne Hovmand-Simonsen fra Knuthenlund, som over flere år har drevet et opformeringsarbejde af de danske landsorter Lollandske Rosiner og Brun Ært fra Nakskov. Dette samarbejde har i 2024 bidraget til, at flere danske bælgfrugter har fundet vej til detailhandlen og vores egne køkkener.
I 2024 dyrkes ærterne af økologerne Thomas Fabienke og Michael Olsen. Esben Moestrup fra Enghaven Økologi dyrker vores Gotlandslinser, Mariagertobahvede, og også, på forsøgsniveau, nøgenhavre og landsorten Borris perlerug. På Bornholm dyrker vi i dag linser sammen med Hans Hansen, og på den anden side af Øresund samarbejder vi med Håkan Johnsson om en række bønner, bl.a. den bevaringsværdige Brune bønne fra Øland. Ved både at være producent og aftager af bælgfrugterne kan vi bidrage til både udbud og efterspørgsel.
Den videre færd
Det er vores mål fortsat at bidrage til at dyrke og aftage bælgfrugter, så vi kan udskifte en væsentlig andel af de bælgfrugter, vi bruger i Meyers med danske, økologiske linser, bønner og ærter. Samtidig ligger der en langstrakt opgave i at styrke kendskabet til bælgfrugter hos danskerne og bidrage med den nødvendige inspiration og viden til at implementere dem i den daglige madlavning. Vi vil fortsætte vores samarbejde med lokale producenter, og øvrige aktører på området, for at bidrage til udviklingen.
Stedsans
Case
Vej-selv-bælgfrugter i Meny fremmer salget af linser, bønner og ærter
I 2023 iværksatte vi en ny måde til at få flere forbrugere til at lægge bælgfrugter i indkøbskurven. I samarbejde med butikskæden Meny etablerede vi en vej-selv-bod i udvalgte butikker, hvor kunderne kan fylde poser med et bredt udvalg af danske, økologiske bælgfrugter og få inspiration til at bruge dem derhjemme. På få måneder opnåede bælgfrugtboderne så stort et salg og opmærksomhed, at boderne i 2024 bliver udbredt til 40 andre Meny-butikker på Sjælland med planer om på sigt at udbrede konceptet i hele Danmark.