Nordisk Ministerråd var vært for topmødet, og hos Meyers er vi stolte af, sammen med Madkulturen og Nordic Agri Research (NKJ) at have faciliteret de to dage og været med til at samle ideerne i den publikation, som nu udgives af Nordisk Ministerråd.
Den nordiske køkkenbevægelses egentlige mål
Topmødet markerede 20-året for lanceringen af det Nordiske Køkkenmanifest; et manifest, der på initiativ af Claus Meyer var med til at sætte kursen for et Nyt Nordisk køkken, der skulle bygge på det bedste vores område kan tilbyde af råvarer, traditioner og håndværk og få det til at skinne i et nyt lys.
Det blev starten på en overraskende succeshistorie, da Norden gennem de sidste 20 år har etableret sig som et globalt epicenter for gastronomi og velsmag.
Den egentlige mission med den Nordiske køkkenbevægelse er dog langt fra realiseret: en bred, folkelig madkultur, der fremmer sundhed, fællesskab og bæredygtighed og kan inspirere verden til den nødvendige transformation af vores fødevaresystemer. I dag står vi over for nye og komplekse udfordringer, der ikke stod så tydeligt frem for 20 år siden: klimakrise, tilbagegang i biodiversitet og tab af madkundskaber blandt befolkningen.
Med dette som bagtæppe var målet med topmødet at samle kollektive erfaringer og idéer i en kreds af de mest nytænkende og engagerede aktører i Nordens madlandskab og sammen udvikle konkrete forslag, der kan være med til at sætte tempo på udviklingen af vores fælles madkultur og fremtidssikre vores fødevaresystemer.
10 forslag til initiativer – fra idé til handling
Blandt de 10 forslag til konkrete initiativer er ideen om et fælles nordisk pensum for køkkenfærdigheder – eller ’food literacy’ – i skolerne, indsatser for at lette adgangen til lokalt produceret mad, en tværnordisk strategisk dialog om fælles fødevarelovgivning, og ideen om en nordisk mærkningsordning som en pendant til den franske Label Rouge – og flere andre.
Ideerne blev præsenteret for generalsekretær for Nordisk Ministerråd, Karen Ellemann, som understregede, at madens rolle er central i arbejdet med både den grønne omstilling og samfundets modstandsdygtighed.
Lad os arbejde tættere sammen
Topmødet viste tydeligt, at vi kan meget hver for sig, men endnu mere, når vi arbejder sammen. I en tid præget af kriser og forandringer er fælles ambitioner om stærke, bæredygtige fødevaresystemer vigtigere end nogensinde.
Vi er glade for at kunne bidrage til et vigtigt topmøde, der ikke bare blev ved samtalerne i rummet men også mundede ud i konkrete forslag, som vi nu håber kan blive til virkelighed.