Tilbage

Spis sæsonens råvarer i marts

Det er nu officielt blevet forår, og et skift i årstiden betyder også, at der er kommet en håndfuld nye råvarer i sæson. ​Bring de spirende forårsfornemmelser ind i køkkenet ved at plukke de allerførste spæde ramsløg eller ved at servere de sarte, lyserøde stenbiderrogn med fuldfed creme fraiche og lune blinis. ​ ​Der er mange umiddelbare grunde til at spise efter årstiden, og udover at du får råvarerne, når de er friskest og fulde af smag, er det også både sundere, billigere og minimerer dit klimaaftryk.

Derfor skal du spise sæsonbaseret

Selvom du oftest kan købe lige det, du står og mangler i supermarkedet, uanset årstiden, er det egentlig en smule fjollet, at vi ikke udnytter de fantastiske smagfulde danske råvarer i sæson. I stedet for at købe og spise importerede råvarer fra alverdens afskygninger på kloden, burde vi tage det bæredygtige valg og støtte de lokalt producerede fødevarer, vi har tilgængelige på vores egne breddegrader. Der er mange gode grunde til, hvorfor du skal spise efter råvarerne i sæson. Her har vi samlet 5 gode grunde:

  1. Råvarerne smager bedre og af mere, når de er i sæson
  2. Råvarerne er billigere, når de er i sæson, fordi udbuddet stiger og varerne ikke skal importeres
  3. Du er sikret friske råvarer, der er høstet, mens de er modne og derfor rige på næringsstoffer
  4. Du sikrer at spise varieret ved at købe forskellige råvarer året rundt
  5. Du gør noget godt for miljøet ved at spise råvarer i sæson, da disse ikke skal importeres udefra vores grænser 

Disse råvarer kan du spise med god samvittighed i marts

Du har nok allerede fået øje på de allerførste grønne skud, der pibler op af jorden, men forårsbebuderne tæller også stenbiderrogn, muslinger og østers. Du kan se vores overblik over råvarerne i sæson nedenfor:

 

En håndfuld af vores yndlingsråvarer og -opskrifter i marts

Stenbiderrogn

I forårets tidlige måneder er den 'danske kaviar' også bedre kendt som stenbiderrogn i sæson. Stenbiderrogn er en sand delikatesse, der med sine svagt transparente, sarte, lyserøde perler signalerer, at foråret for alvor træder for døren.

I løbet af året kan man nemt komme til at glemme spisen, men kun fordi rognen er i sæson i forholdsvis kort tid. Derfor skal du også være hurtigt ude, hvis du skal nå at nyde den friske stenbiderrogn, der allerede i løbet af april måned tynder ud hos fiskehandleren. 

Ligesom andet rogn kan stenbiderrogn også betragtes som naturens 'superfood', for spisen er nemlig utrolig rig på både A, D og K2-vitaminer, der især er vigtige i de lange overskyede måneder. Udover at være rig på vitaminer, er de eksploderende sprøde perler også utrolig velsmagende. Den sarte rogn bidrager med en skøn frisk smag af havet og en diskret naturlig sødme.

 

 

 Blæksprutte

Blæksprutte er ikke noget af det første, vi rækker ud efter, når vi står nede ved fiskehandleren, og det er egentlig en skam, da det er en utrolig delikat spise, der med sin milde smag egner sig godt sammen med andre milde smagsgivere i mere simple retter.

I Danmark har vi mange forskellige blækspruttearter, men fangsten bliver oftest anset som bifangst og eksporteres til Sydeuropa, da salget på vores hjemlige egne ikke er imponerende. Prøver du at spise flere danske råvarer, kan du derfor godt gå efter blæksprutten med god samvittighed.

Udover at være en klimavenlig og velsmagende spise er blæksprutte også høj på protein og omega-3 fedtsyrer, så der er ingen grunde til, hvorfor du ikke skulle inkorporere råvaren i din kommende madplan. Bløddyret blev såvel spået at være fremtidens bæredygtige mad for et par år tilbage. Vi har fundet et par opskrifter med blæksprutte til inspiration nedenfor:

Vores yndlingsopskrifter med blæksprutte


Brændenælder

Du kender nok primært brændenælden som planten, der brænder og svier, når du rører ved den. Det er faktisk plantens forsvarsmekanisme mod dyr, der gerne vil spise den. Brændenælden er nemlig ret populær i dyreriget på grund af dens fantastiske smag.

Fra marts til juni måned er brændenælder i sæson. Lige nu, i det tidlige forår, er urten helt spæd med friske skud, som er virkelig delikat at spise og samtidig fyldt med mange vitaminer, mineraler og jern - og er derudover antiinflammatorisk. Du kan også senere på året spise brændenælder, hvis du finder nye skud. Det skal bare være, inden planterne begynder at blomstre.

Vi har fundet et par opskrifter frem med brændenælder, så du fremover kan blive inspireret til at bruge den næringsrige urt på mange forskellige måder:

  • LØGKARSE

    Det milde forårsvejr får lige nu løgkarsen til at pible op i parker, haver og hegn, så måske skal du rette blikket nedad og plukke lidt af de nye blade på gåturen og tilføje dem som grønne drys til din frokost.

    Som navnet antyder, smager den grønne urt af både løg og karse og passer derfor rigtig fint i din salat, hvor den lidt skarpe smag kan kvikke de smagsløse salattyper op. De første blade er også gode sammen med stegt oksekød eller en kraftig gryderet.

Ramsløg

Her i det tidligere forår dukker der spæde blade ramsløg op, som du kan finde mange forskellige steder i det danske landskab, da urten vokser vildt. Ramsløg giver en lækker krydret smag af hvidløg og kan derfor være en spændende erstatning i retter med hvidløg eller purløg. Ramsløg er for øvrigt meget sundt og indeholder omkring 20 gange så meget C-vitamin som citroner.

Hvis du opbevarer ramsløgene i en tillukket pose med en smule vand, så kan bladene sagtens holde sig i en uge i køleskabet.

Tæt på 'Nordens hvidløg': ramsløg