Tilbage til opskrifter

Brændenældesuppe

Brændenældesuppe er en utrolig velsmagende og sjov måde at lave suppe på. Pluk selv brændenælderne og blancher dem før de bruges i suppen.

Bestil maden til din fest — leveret lige til døren

Se alle vores catering menuer her

Sådan gør du

Kartoffelpuder

Kom bagekartoflerne i et ovnfast fad med lidt groft salt i bunden, og bag dem i ovnen ved 180° i 45-50 minutter, indtil de er helt møre og bløde.

Tag kartoflerne ud, halver dem, og skrab indmaden ud med en ske, og kom den op i en skål. Mos kartoflerne med en kartoffelmoser eller et piskeris, og bland med hvedemel og æg, og krydr med salt og friskkværnet peber. Kartoffelmassen skal være blød, men må ikke klistre.

Rul massen ud i aflange, tommelfingertykke pølser på et meldrysset bord, skær passende stykker af med en kniv, og giv dem et let tryk med en gaffel, så de får et fint lille mønster. Vent med at koge kartoffelpuderne, til suppen er ved at være færdig – kom dem på en bakke med god plads, og sæt dem i køleskabet i mellemtiden.

Suppe

Skræl kartoflerne, skær dem i tynde skiver, og sæt dem over i en gryde med 1 liter vand eller bouillon. Kog kartoflerne, til de er møre, ca. 15 minutter.

Pil skalotteløg og hvidløg, snit dem fint, og sauter dem let i en rummelig gryde med rapsolie, uden at de tager farve.

Hak de blancherede brændenælder groft, og kom dem ned til løgene, og sauter dem med i ca. 30 sekunder. Hæld så de møre kartofler og kogevandet over løg og nælder, og lad suppen koge i 2 minutter, inden du blender den glat med en stavblender eller i en blender. Det er vigtigt kun at blende i kort tid, da suppen ellers kan blive "lang" konsistensen. Hvis du ikke bryder dig om kartoffelstykker, så hæld suppen igennem en sigte.

Smag suppen til med salt og peber. Kog kartoffelpuderne i letsaltet vand i ca. 2-3 minutter – kog få ad gangen, så de ikke klistrer sammen. Server suppen i dybe tallerkener med de friskkogte kartoffelpuder, en skefuld rygeost og revet ost på toppen.

Ingredienser

Kartoffelpuder

1 kg bagekartofler
200 g hvedemel
1 æg
havsalt
Friskkværnet peber

Suppe

2 bagekartofler (ca. 350-400 g)
1 l vand eller lys bouillon
1 skalotteløg
2 fed hvidløg
1 spsk koldpresset rapsolie
100 g blancherede brændenældeskud
havsalt
Friskkværnet peber
4 spsk rygeost 10%
35 g fast ost, f.eks. høost, præstost eller vesterhavsost

Find opskriften i Naturalmanak

Find bogen her