Vild og uforstyrret natur
Biodiversiteten er rigest i vild, uforstyrret natur, der ikke kontrolleres med vanding, gødning og pesticider. Derfor er arealanvendelse en vigtig indikator for, hvordan vores forbrug påvirker tab af biodiversitet. Som et særskilt lag i de beregninger, der er udviklet af 2.0 LCA Consultants til at måle vores klimaaftryk, måler vi også på den samlede arealanvendelse ved vores forbrug. På den baggrund har vi sat et mål om at reducere vores samlede arealanvendelse med 30% per kg mad inden 2030. Det vil især være et mindre forbrug af de mest pladskrævende animalske råvarer, som kød fra okse og lam, der vil gøre det muligt at nå dette mål.
Livet i havet
Det er ikke kun på land, at biodiversiteten er svækket, men også i hav- og kystområder. Dels pga. forurening og havforsuring fra bl.a. CO2-udledning, som får pH-værdien i havvand til at falde og påvirker levevilkår i havet. Dels pga. overfiskning, som fører til, at arter uddør, fordi fiskebestandene ikke kan nå at reproducere bæredygtigt.
Som en del af vores klimaregnskab måler vi på vores aftryk på havenes forsuring for at sikre, at vi bidrager minimalt fremover. Derudover har vi sat som mål, at de ferske fisk og skaldyr vi bruger, skal være fanget med skånsomme fangstmetoder og ikke fra overfiskede bestande. Det betyder i praksis, at al fersk fisk, vi bruger, skal være fra WWFs grønne liste, og at alt fisk fra opdræt skal være på den blå liste.