Tilbage til opskrifter

Stærke bønner med grøntsager og mynteyoghurt

  • Stærke bønner

En kraftig, krydret og varm ret med mange smagsnuancer. Det er en dejlig måde at spise bønner på, og en god måde at introducere børnene til chili og det krydrede mexicanske køkken. Retten egner sig også perfekt til madpakken, så lav en stor portion og gem resterne til frokosten.

Lær at bage kanelsnurrer og andet bagværk på Meyers Bageskole

Se alle vores bagekurser her

Sådan gør du

Bønner

Kog de udblødte bønner i en gryde med friskt vand i ca. 25-30 minutter, så de stadig har lidt bid. Hæld vandet fra dem. Bruger du bønner fra dåse, skal du blot hælde dem i et dørslag og skylle dem med koldt vand.

Klargør gulerødder, knoldselleri, løg, porrer og tomater, og skær dem ud i tern på ca. 1x1 cm. Hvis børnene skal kunne spise med, kan det være en god ide at skære løgene fint. Hak hvidløg fint.

Varm en stor gryde op, tilsæt olivenolie, og rist grøntsagerne sammen med krydderierne i 2-3 minutter, så grøntsagerne får lidt farve.

Tilsæt tomatpuré og bønner, krydr med salt, og kom vand på, så det lige dækker grøntsagerne. Lad nu retten koge i 40-45 minutter. Mens retten simre, kan du forberede mynteyoghurten.

Mynteyoghurt

Kom yogurten i en skål, og rør honning, citronsaft, muskatnød og salt og peber i. Hak mynten fint, og rør også den i yoghurten.

Lad yoghurten trække i 10-15 minutter, så smagen trækker ud i den. Smag derefter på dressingen, og tilføj evt. lidt ekstra salt og peber, muskat, honning, citron eller mynte, hvis du synes, der mangler noget.

Servering

Smag bønnerne til med lidt ekstra chili og salt, hvis det mangler, og lad bønneretten køle i nogle minutter, så den ikke er brandvarm for børnene. Server retten med mynteyoghurten og godt brød - eller evt. sprøde brødstænger til.

Tip

Vi anbefaler at du bruger tørrede, udblødte bønner, for den ultimative smag og konsistens, men hvis hverdagen presser, kan du også bruge kogte bønner fra dåse.

Ingredienser

Bønner

200 g tørrede røde kidneybønner udblødt i koldt vand natten over
100 g tørrede hvide bønner udblødt i koldt vand natten over
2 gulerødder
½ knoldselleri
2 løg
2 porrer
6 store solmodne tomater
2 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
½ tsk chilipulver
1 tsk stødt koriander
1 tsk stødt spidskommen
1 tsk stødt kanel
3 spsk tomatpuré
salt

Mynteyoghurt

2 dl yoghurt naturel
1 tsk akaciehonning (til børn under 1 år, brug sirup i stedet)
1 citron
muskatnød
salt
peber
10 mynte blade

Desuden

Et par skiver godt brød eller ristede brødstængler