Tilbage til opskrifter

Rabarbertrifli med luftig rabarbermousse og sprød havre

En trifli er en skøn frugtdessert, der kan laves uden dikkedarer. Alligevel lader vi os nogle gange friste til at give den ekstra finesse med en mousse, som her. Hvis du vil gøre det enklere, kan du erstatte moussen med letpisket flødeskum med lidt vanilje og sukker. Du kan også få et godt resultat med købte havrekiks, som du kvaser, i stedet for den hjemmelavede havreknas.

Lær at bage kanelsnurrer og andet bagværk på Meyers Bageskole

Se alle vores bagekurser her

Sådan gør du

Rabarberkompot

Skyl rabarberne, og trim eventuelle brune kanter af, men behold bunden, hvor der sidder masser af smag. Skær rabarberne i 2 cm tykke stykker, og kom dem i en gryde med halvdelen af sukkeret. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Rør dem sammen med resten af sukkeret, så du får skilt kornene ad, og kom dem i gryden sammen med vaniljestangen.

Kog ved smag varme til en tyk kompot – det tager 20-25 minutter. Fisk vaniljestangen op, og lad kompotten køle af.

Rabarbermousse

Udblød husblasen i rigeligt koldt vand i mindst 10 minutter. Knug vandet fra husblasen, kom den i en lille gryde, og smelt den ved lav varme.

Pisk æggeblommerne med 70 g sukker, til det er hvidt og luftigt. Tilsæt husblasen under piskning, og vend derefter rabarberkompotten i. Pisk fløden til en let skum, og vend den forsigtigt i æggeblandingen af 2 omgange. Pisk æggehvider med 50 g sukker til en marengs, der er så stiv, at du kan vende skålen på hovedet, uden den falder ud.

Vend marengsen i moussen af 2 omgange. Fordel moussen i portionsskåle, dæk med film, og sæt den i køleskabet i mindst 3 timer. Du kan også komme kompot i skålene først, og lade moussen være øverst.

Havreknas

Knasende, karamelliseret havre med hasselnødder. Opbevar i en lufttæt beholder ved stuetemperatur i nogle dage.

Bland ingredienserne til en grov, klumpet masse på en foodprocessor, eller hak nødderne, og ælt dejen sammen med hænderne. Rul massen ud mellem to stykker bagepapir, træk det øverste bagepapir af, og bag ved 160° i 15-20 minutter, til det er gyldent og sprødt. Lad havreknasen køle af, og bræk den i mindre stykker.

Ved servering

Anret rabarberkompot oven på moussen, drys med havreknas og sigt evt. lidt flormelis over.

Tip

Du kan også få et godt resultat med købte havrekiks, som du kvaser i stedet for den hjemmelavede havreknas.

Ingredienser

Rabarberkompot

500 g rabarber
300 g sukker
1 vaniljestang

Rabarbermousse

5 blade husblas
3 æggeblommer
120 g sukker
1 dl rabarberkompot
2 ½ dl piskefløde
3 æggehvider

Havreknas

50 g havregryn
50 g sukker
50 g smør
40 g hasselnødder
30 g mel

Desuden

flormelis


Lækre og nemme madopskrifter

Find vores bedste opskrifter til alle fire sæsoner – måned for måned, opskrifter til årets højtider og masser af god inspiration til dit eget madliv derhjemme.