Det kan være en kunst at lave pizzabunde, der er perfekt sprøde. Her får du opskriften på en pizzadej med surdej, som hæver over flere gange for til sidst at blive bagt på en bagesten. Det er vigtigt at tænde ovnen i god tid, så du er sikker på at ovnen er så varm, som den kan blive. Lav pizzadejen dagen i forvejen, og lad den koldhæve natten over.

Sådan gør du

Rør gæren ud i vandet. Tilsæt evt. surdej og de to slags hvedemel, og ælt dejen i 4 minutter på lav hastighed på din røremaskine. Tilsæt salt, og ælt dejen i 1 minut. Vend dejen ud på en bordflade, som du har smurt med olie, og vend dejen rundt i olien, så den bliver dækket på alle sider. Lad dejen hvile i 20 minutter.

Skær eller hak dejen i 6 stykker, form dem til kugler, og læg dem på en bageplade. Dæk dejen til med et viskestykke, og lad dem stå ved stuetemperatur i 2 timer. Sæt dem i køleskabet, og lad dem hæve i yderligere 6-12 timer.

Sæt en pizzasten i ovnen, og forvarm ovnen med varmluft, til så høj temperatur som muligt i mindst 30 minutter, så ovnen bliver godt varm. Form dejen til pizzaer og fyld dem. Flyt pizzaerne over på bagestenen, en ad gangen, og bag dem i ca. 10-14 minutter, til de er sprøde og har fået en flot, mørk farve.

Tip

Pizzadejen kan sagtens laves uden surdej, hvis ikke du ligger inde med en.

Ingredienser

3 g gær
525 g vand koldt
50 g surdej
900 g hvedemel
100 g ølandshvedemel
25 g salt