Meyers rødvin kommer i 2019-årgangen i en lidt ny forklædning, idet vi har valgt at udskifte den hidtidige leverandør for at kunne tilbyde en friskere, lidt mere frugtfokuseret vin samtidig med, at den krydrede varme frugt fra det sydlige Côtes-du-Rhône stadig er markant til stede.
Det er den charmerende Mathilde Chapoutier - den ottende generation og forretningsudviklingsdirektøren i familiefirmaet M. Chapoutier - der har påtaget sig opgaven, og hun har fået sammenstukket en herlig vin til os, som er funderet på frugt fra nogle mindre vinbønder, der opererer på de vidtstrakte vinmarker mellem resterne af paveslottet på toppen af Châteauneuf-du-Pape og sydvest på ned mod den berømte romerske akvædukt Le Pont du Gard.
Vinbønderne har i adskillige år dyrket deres vinmarker efter bæredygtige økologiske principper samtidig med, at de er blevet rådgivet af Chapoutiers professionelle team, som også fastsætter høsttidspunktet og står for selve høsten, der udføres af moderne skånsomme maskiner i de tidlige morgentimer, således at druerne kan nå frem til vineriet uden svedeture.
Der er tale om en blanding af Syrah og Grenache, som efter alle stilke er fjernet og en let knusning forvandles til vin uden fremmede gærstammer i traditionelle betontanke. For at prioritere frugten er fadlagringen fravalgt, og for at vi kan få glæde af den umiddelbare frugt sammenstikkes og aftappes den endelige cuvée allerede 8 måneder efter høsten.
En intens granatrød vin som charmerer med en herlig umiddelbar duft af saftige røde og mørke bær, som snart får selskab af både lakrids og garrigue. Ren saftig og fyldig, men takket være silkeagtige og befordrende tanniner også nærmest elegant.
En meget alsidig madvin. Prøv den for eksempel sammen med en Lammekølle, der med en sprød urteskorpe og en cremet grøn hvede(ris)otto har fået en twist a la Claus Meyer. Find opskriften her: Meyers lammekølle
Certificeret økologisk i henhold til FR-BIO-01 af Ecocert France.