Tilbage til opskrifter

Majs-græskarrøsti med hytteost

Denne lidt alternative udgave af røsti minder også lidt om indisk pokora. De har en dejlig stegt og let sødlig smag. Sammen med den sprøde salat med mere majs og hytteost – og evt. et godt hvedebrød – er det et helt måltid. Hvis du ikke har tid til at koge flækærter til røstidejen, kan du bruge 150 g kikærter eller linser fra dåse.

Sådan gør du

Røsti

Kog flækærterne i letsaltet vand, til de er så møre, at du let kan mose en mellem to fingre. Det tager 25-35 minutter. Hæld vandet fra, og lad flækærterne dampe af.

Skær majskornene fra kolben med en stor, skarp kniv – sørg for at skære tæt ind til kolben. Rør majskorn, løg, græskar og hvidløg med æg og mel, og krydr med salt og peber. Blandingen skal være let klistret og vil samtidig virke en smule løs i det – bare rolig, den vil samle sig på panden, når den steges. Sæt en pande over med lidt olie på mellemvarme, og brug en spiseske til at sætte store klatter af blandingen på panden, og giv dem så et tryk, så de bliver flade. Steg dem godt gyldne på begge sider – vend dem forsigtigt med en paletkniv efter 3-4 minutter.

Salat og hytteost

Skær majskornene fra kolberne. Marinér de rå majs med citronsaft og olivenolie, og smag til med salt og peber.

Anret salaten på et fad eller som ”saml selv”. Spis de sprøde røsti med grønne salatblade drysset med marinerede majs og toppet med en cremet skefuld hytteost.

Tip

Lidt cayennepeber eller anden chili i røstidejen vil give lidt ekstra spice og trække smagsuniverset en smule tættere på pokora. Du kan bruge andre grøntsager i stedet for græskarret. Fx squash (pres lidt væde ud af dem med hænderne efter rivning), knoldselleri, persillerødder, søde kartofler eller slet og ret kartofler, som i en traditionel røsti.

Ingredienser

Røsti

65 g flækærter
2 majskolber (eller 300 g løse majs fra frost)
1 løg, hakket
½ hokkaidogræskar (250 g ordnet vægt)
1 fed hvidløg, revet
3 æg
3 spsk hvedemel
Salt og peber
Rapsolie eller anden neutral olie til stegning

Salat og hytteost

2 majskolber (eller 300 g løse majs fra frost)
Saft af 1 citron
4 spsk olivenolie
3 håndfulde grønne salatblade
2 dl hytteost
Evt. dild eller persille

Find opskriften i Meyers Hverdag

Find bogen her