Tilbage til opskrifter

Falafler med tahindressing og tomatsalat

  • Falafel-dinner

Der er ingen grund til kun at spise falafel ude! Hjemmelavet falafel smager skønt og giver andre muligheder for at præge smag, form og farve. Det kræver, at du sætter tørrede kikærter i blød aftenen før – dåsekikærter duer ikke her, da du skal bruge dem rå. Vi serverer falaflerne med en masse forskelligt tilbehør, som du selvfølgelig kan skrue op eller ned for.

Bestil maden til din fest — leveret lige til døren

Se alle vores catering menuer her

Sådan gør du

Falafel

Læg kikærterne i blød i koldt vand i køleskabet natten over. På dagen, sigt vandet grundigt fra, og blend kikærterne på en foodprocessor eller med en stavblender sammen med løg, hvidløg, persille, spidskommen, koriander, chiliflager, olie, salt, peber og citronsaft. Du kan også klare dig med en stor morter eller i princippet med at hakke ingredienserne meget grundigt med en stor kniv, og ælte farsen med hænderne. Lad gerne farsen trække overdækket i køleskabet i 30 minutter – også gerne natten over – men du kan også stege dem direkte.

Varm en gryde op med vindruekerneolie til 190°. Hvis du ikke har et termometer, så tjek med en mini prøvefalafel – det skal boble kraftigt omkring den. Tag en skefuld falafelfars, og form den i hånden til en kugle på størrelse med en bordtennisbold. Dump kuglen forsigtig i den meget varme olie, så det ikke sprøjter, og fortsæt, til du har nogle stykker i gang – de skal ikke røre ved hinanden, så lav dem i flere hold. Steg, til falaflerne er sprøde og mørkebrune, og løft dem over på køkkenrulle. Hvis du laver dem i god tid, så dæk dem ikke over, men lun dem i stedet i ovnen ved spisetid.

Tahindressing

Rør creme fraichen med tahin, sukker, citronsaft og salt. Sæt dressingen i køleskabet, til du skal bruge den.

Tomatsalat

Skær tomaterne og agurkerne i grove tern, snit rødløget fint, og hak persillen groft. Vend det hele med olivenolie, salt og peber.

Salat

Bryd romainesalaten i grove stykker, og skær spidskålen. Hak korianderen groft, og vend det hele sammen.

Tip

Varier dine falafler ved at skifte krydderier ud – prøv f.eks. med ekstra chili, fennikelfrø eller tørret mynte. Du kan også komme grøntsager i – f.eks. revet rødbede, som giver en flot rød farve. Det er vigtigt, at du presser så meget væske ud af de revne grøntsager som muligt.

Ingredienser

FALAFEL

300 g tørrede kikærter (skal udblødes natten over)
1 stort løg
3 fed hvidløg
1 bundt bredbladet persille
1 spsk spidskommen
1 spsk stødt koriander
1 spsk chiliflager
1 dl olie
1 tsk salt
1 tsk peber friskkværnet
1 citron
1 l vindruekerneolie (eller anden neutral olie) til fritering

TAHINDRESSING

6 spsk creme fraiche eller yoghurt
2 spsk tahin (sesampasta)
1 tsk sukker
1 citron

TOMATSALAT

2 store tomater
1 agurk
1 rødløg
1 håndfuld bredbladet persille
1 spsk olivenolie

SALAT

1 romainesalat
1 spidskål
1 håndfuld koriander

DESUDEN

evt. chilipasta (se side 273) eller chilisauce (side 272)
evt. hummus (se side 276)

Find opskriften i Meyers når du flytter hjemmefra

Find bogen her