Tilbage til opskrifter

Avocado og rejer

Avocado og rejer er en klassisk sammensætning. Det eneste, parret mangler, er syre, knas og kant. Det får de fra ramsløgene med deres urteagtige hvidløgsmag og fra citronsaft, rucola og crunchy rugbrød. En skøn forårssalat til en let frokost eller en forret.

Bestil mad ud af huset til nytår. Lad vores kokke stå for menuen til årets sidste fest, så du slipper for at stå i køkkenet nytårsaften.

Bestil her

Sådan gør du

Læg kørvel, ramsløg og rucola i rigeligt koldt vand i 10-15 minutter. Slyng dem tørre i en salatslynge eller et viskestykke. Pluk kørvelen i buketter. Hak evt. ramsløgene groft, alt efter bladenes størrelse. Skyl forårsløgene grundigt, og skær dem i tynde skiver.

Blend en håndfuld ramsløg med cremefraichen, og smag til med salt og peber. Sæt dressingen i køleskabet.

Rør citronsaft, olivenolie og sukker sammen, og smag til med salt og peber. Skær avocadoerne over, og fjern stenene – det er nemmest med et enkelt hug med en tung, skarp kniv. Pil skallerne af, og skær avocadoerne i både. Fordel dem på et fad sammen med rejerne.

Pensl avocadoerne og rejerne med det meste af citron-oliemarinaden. Fordel skefulde af cremefraiche-dressingen på fadet. Vend kørvel, forårsløg, rucola og resten af ramsløgsbladene med resten af citronmarinaden, og anret dem oven på avocado og rejer. Drys til sidst med rugknasen.

Ingredienser

1 håndfuld kørvel
3 håndfulde ramsløg
2 håndfulde Rucolasalat
4 forårsløg
1 dl creme fraiche (38%)
2 spsk citronsaft
2 spsk koldpresset olivenolie
1 knivspids sukker
4 spisemodne avocadoer
200 g pillede Rejer (gerne nordatlantiske)
Havsalt
Friskkværnet peber
4 spsk rugknas (med citronskal og dildfrø)