Denne æblekage er i verdensklasse med en skøn mørdej med mandelmel og vanilje og fyldt med den himmelske mandelcreme. Den fyldes med et lag af gode, syrlige æbler til at fuldende værket. Basen for mandelcremen er en kogt kagecreme med vanilje, så du skal medregne tilberedningen af denne i det samlede billede - til gengæld er den det hele værd.

Lær at bage kanelsnurrer og andet bagværk på Meyers Bageskole

Se alle vores bagekurser her

Sådan gør du

Mørdej

Kom smør, flormelis, mandelmel, æg og vaniljekorn og 60 g af hvedemelet i en røreskål, og rør det sammen - enten på røremaskine eller med en elpisker med dejkroge. Pas på ikke at piske blandingen. Tilsæt de resterende 175 g hvedemel og salt, når den første blanding er ensartet. Bland tingene hurtigt, men grundigt, sammen.

Del portionen og rul dejen ud i 2,5 mm's tykkelse mellem to stykker bagepapir. Læg det ene hold dej og papir over på en lille plade eller bakke, sæt den i køleskab, og lad dejen hvile i minimum 1 time.

Kagecreme med vanilje

Flæk vaniljestangen på langs, skrab kornene ud, og bring stang og korn i kog sammen med mælken. Kom æggeblommerne i en skål, og pisk dem kraftigt med sukkeret, til blandingen bliver hvid. Tilsæt majsstivelse uden at piske. Hæld den kogende mælk i blandingen under piskning. Hæld det hele tilbage i gryden, og sæt den over varmen. Lad cremen koge i 1 minut under kraftig piskning; pas på den ikke brænder på. Hæld cremen gennem en sigte over i en skål, dæk overfladen til med husholdningsfilm, og lad den køle af i køleskabet inden brug.

Mandelcreme

Ælt smør og flormelis sammen med en elpisker. Tilsæt mandelmel og æggene - et ad gangen. Ælt i 30 sekunder, hver gang et æg er kommet i. Ælt ved middelhastighed med elpiskeren, indtil blandingen er let og ensartet. Tilsæt majsstivelse og brændevin og til sidst kagecremen lidt ad gangen. Forvarm ovnen til 190º ved varmluft. Kom mandelcremen direkte over i den kolde, ubagte mørdejsbund. Lad mandelcremen nå op til lige under kanten af formen.

Saml tærten

Skyl og tør æblerne. Del dem i kvarte, og fjern kernehusene. Skær æblebådene i lameller, og læg dem taglagt i en ring. Begynd ude i kanten af tærten, og lad næste ring overlappe en smule. Slut af med en lille roset i midten af tærten. Sigt med lidt flormelis, og lad tærten bage i ca. 35 minutter, indtil cremen er souffleret lidt op, og overfladen er gyldenbrun. Tag tærten ud, og lad den afkøle helt på en bagerist inden servering. Nyd tærten som den er - den har masser af blød cremethed i sig selv. Du kan evt. servere den med cremefraiche 18%, drænet tykmælk eller sødmælks yoghurt. Tærten holder sig fint indpakket i køleskabet i 3-4 dage. Den kan selvfølgelig både fryses og lunes.

Tip

Netop denne mandelcreme er fantastisk som basisingrediens til tærter og går godt med alle slags frugter og bær. Prøv f.eks. at udskifte æblerne med pærer, rabarber eller hindbær. Hvis tærten skal stå ude længe, i flere timer, kan du varme lidt god abrikosmarmelade op i en lille gryde sammen med lidt calvados og pensle overfladen med marmeladen. Det gør tærten blank og flot og forlænger samtidig holdbarheden.

Ingredienser

Mørdej

120 g blødt smør
80 g flormelis
30 g mandelmel eller fintblendede smuttede
1 mellemstort æg
1 vaniljestang
235 g hvedemel
½ tsk fint salt

Kagecreme med vanilje

1 vaniljestang
1 dl sødmælk
1 ½ æggeblomme
38 g sukker
10 g majsstivelse

Mandelcreme

125 g blødt smør
125 g flormelis
125 g mandelmel eller fintblendede smuttede mandler
2 små æg
15 g majsstivelse
1 spsk Calvados eller anden æblebrændevin
190 g kagecreme (fra ovenfor)

Desuden

5 syrlige æbler (alt efter størrelse)
flormelis til drys

Find opskriften i Meyers kager

Find bogen her