Derfor skal du spise sæsonbaseret
I dag kan man få alle slags frugter og grøntsager hele året rundt, fordi vi får mange af vores fødevarer fra Sydeuropa eller Sydamerika. Det kan gøre det svært at gennemskue, hvornår de enkelte råvarer er i højsæson. Alligevel er der en stor smagsmæssig forskel på en dansk frilandstomat i august og en spansk drivhustomat i februar. Men udover smagen giver det også en naturlig variation i måltiderne og noget at glæde sig til, når vi lader råvaresæsonerne bestemme, hvad vi spiser.
Her er 5 gode grunde til at spise efter sæsonen:
- Det giver variation i måltiderne året igennem, så naturens gang viser sig på tallerkenen.
- Råvarerne smager af mere, og de er flottere og mere saftige.
- Du får friske råvarer, der er høstet, mens de er modne, og derfor rige på næringsstoffer.
- Du minimerer klimaaftrykket fra transport.
- Der kan være penge at spare i højsæsonen for en råvare.
Disse råvarer kan du spise med god samvittighed i januar
En håndfuld af vores yndlingsråvarer og - opskrifter i januar
Rødbede
Grøntsagen er nok mest kendt som den gængse, syltede kompagnon, serveret ovenpå et stykke højtbelagt smørrebrød eller til en portion brændende kærlighed. Men, rødbeden kan meget mere end at være tilbehør på rugbrødsmaden. Kigger man over mod det russiske køkken, har rødbede en meget central rolle, for eksempel i nationalretten "borsjtj" - en skøn rødbedesuppe.
Udover de skønne farver, der i levnedsmiddelindustrien blev brugt som rød farve, er rødbeden er skøn kilde til kostfibre og vitaminer, som kan være med til at holde dig mæt og styrke dit immunforsvar. Samtidig er kalorieindtaget minimalt, og der er kun omtrent 43 kcal per 100 g. Du kan derfor spise en ordentlig portion rødbeder med god samvittighed.