Tilbage til opskrifter

Jordskokke-gnocchi

  • Gnocchi med jordskokker

Gnocchi – eller knödel for de tysksindede – er tæt beslægtet med pasta rent kulinarisk, men laves med kartofler, som her er blevet til jordskokker. Traditionelt samles de med æg, men denne æggeløse opskrift fungerer fint. Jordskokkerne og ris- melet giver rigeligt med sammenhængskraft.

Få Meyers 3-retters nytårsmenu leveret lige til døren

Bestil her

Sådan gør du

Gnocchi

Skræl jordskokkerne. Vend dem med olie, og bag dem helt møre i ovnen ved 160° – ca. 45 minutter. Blend de bagte jordskokker til en glat pure. Rør 300 g jordskokkepure med rismel og salt. Rul forsigtigt gnocchidejen til fingertykke pølser på lidt ekstra rismel, og skær dem i ca. 2 cm lange stykker.

Bring en stor gryde med letsaltet vand i kog, og kog gnocchierne i et par minutter, til de føles faste. Tag dem forsigtigt op af vandet med en sigte, og lad dem dryppe af på køkkenrulle. Varm et par spiseskefulde olie op på en stor pande og rist gnocchierne, til de er let gyldne, og tag dem så af panden. Lad olien blive i panden.

Ristede hasselnødder

Rist hasselnødderne i ovnen ved 160° i ca. 8 minutter. Flæk dem med en kniv.

Sprød salvie

Rist salviebladene ved svag varme i olien fra gnocchi-stegningen – pas på, de tager hurtigt farve. Tag salviebladene op, når de er sprøde, og læg dem på køkkenrulle. Lad igen olien blive i panden.

Stegt grønkål

Skyl grønkålen, pluk kålbladene fra stokken, og pluk dernæst kålen af bladenes stilke i mindre stykker. Hak grønkålsstilkene fint. Pil hvidløget, og hak det fint. Pil løget og snit det fint.

Steg først grønkålsstilkene i samme olie, som du har stegt gnocchi og salvie i, og tilsæt så hvidløg, løg, bær og grønkålsblade, og steg under omrøring, til bladene falder lidt sammen. Tilsæt chiliflager, og vend rundt.

Servering

Anret gnocchi og grønkål i skåle. Drys med ristede hasselnødder og fintstrimlet eller -revet citronskal, og smag til med citronsaft, salt og peber.

Ingredienser

Gnocchi

800 g jordskokker
1 spsk olivenolie
150 g rismel
¼ tsk salt

Ristede hasselnødder

1 håndfuld ristede hasselnødder

Sprød salvie

½ bundt salvie

Stegt grønkål

200 g grønkål
2 fed hvidløg
1 løg
½ håndfuld friske trane- eller tyttebær (kan undværes)
¼ tsk chiliflager

Desuden

½ usprøjtet citron (skal og saft)
havsalt
Friskkværnet peber

Find opskriften i Meyers Grøn Mad

Find bogen her