Tilbage til opskrifter

Pasta med røde linseboller

Der er lidt arbejde i linse-svampebollerne, som får en virkelig god konsistens, når man blender perlebyggen mindre end linserne, og en skøn smag fra svampepulver og oregano. Hvis du laver en stor omgang og fryser dem i mindre portioner, så kan dette blive en skøn hverdagspasta. Linsebollerne klarer turen i fryseren fint.

Sådan gør du

Linse-svampeboller

Udblød linserne i koldt vand natten over. Dryp dem grundigt af i en sigte.

Kog perlebyggen i rigeligt letsaltet vand i ca. 20 minutter, til den er mør. Hæld vandet fra.

Pil løg og hvidløg, og hak dem fint. Rist dem i olie på en pande ved mellem varme i ca. 10 minutter, til løgene er let gyldne, uden de branker. Lad skyllet og grundigt afdryppet spinat stege med det sidste minut, så den lige falder sammen. Blend de stegte løg og spinat med linser, svampepulver, kikærtemel, citronsaft, salt, peber og oregano i 2-3 minutter. Blend de kogte korn med de sidste 30 sekunder – de skal ikke blendes helt ud. Form linsefarsen til små kugler i valnøddestørrelse. Fordel dem på en smurt bageplade, og tilbered dem i ovnen ved 180° i 8-10 minutter.

Sauce og pasta

Rist valnøddekernerne sprøde i ovnen ved 180° i 8-10 minutter.

Pil løg og hvidløg, og hak dem fint. Rist dem i olivenolie i en bredbundet gryde i et par minutter, til løgene er glasklare. Skær tomaterne i halve, og kom dem i gryden sammen med citronsaft og -skal, grøntsagsbouillon og lidt sukker. Lad det simre i 10 minutter.

Kog imens pastaen efter anvisning på emballagen, og hæld vandet fra. Kom pastaen i gryden med tomatsauce sammen med linsebollerne, spinat og grofthakkede valnødder. Spis med masser af revet parmesan.

Svampepulver

Blend de tørrede svampe – uden at udbløde dem – til et fint pulver, og opbevar svampepulveret i en lufttæt bøtte ved stuetemperatur. Her kan det holde sig i et par måneder.

Ingredienser

Linse-svampeboller

200 g røde linser
50 g perlebyg
1 løg
1 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
100 g spinat
2 spsk svampepulver
50 g kikærtemel
2 spsk citronsaft
1 tsk salt
1 knivspids peber
2 spsk friskhakket oregano eller 1 spsk. tørret

Sauce og pasta

75 g valnøddekerner
1 løg
1 fed hvidløg
¾ dl olivenolie
400 g små tomater
saft og skal fra 1/2 citron
2 dl grøntsagsbouillon
1 tsk sukker
200 g tørret pasta
4 håndfulde spinat
parmesanost

Svampepulver

tørrede svampe, f.eks. shitake, karl johan eller blandede skovsvampe

Find opskriften i Grønne proteiner

Find bogen her

Grønne Proteiner

Missionen bag bogen har været at finde frem til og formidle ikke bare nogle få skudsikre grønne proteinrige hverdagsklassikere, men at vise spændevidden inden for feltet – herunder at tænke i måltider snarere end retter – med det formål, at du som læser ud over forhåbentlig at opdage en række nye livretter, finder inspiration til at træde uden for bogen og skabe nye helstøbte grønne måltider selv.

Grønne proteiner: Klimavenlig hverdagsmad

"I fremtiden skal vi hente langt flere af vores proteiner fra planteriget, end vi gør i dag. Hvis vi skal lykkes med det, skal vi opnå større fortrolighed med råvarer, der i dag kun strejfer for tallerkener, men som kan danne grobund for en næsten endeløs række af velsmagende opskrifter"

Grønne Proteiner er spækket med forslag til grønne måltider hvis velsmag, kraft og dybde får selv inkarnerede kødspisere til at gå mætte og smilende fra bordet. 

Planteriget er fyldt med gode kilder til protein i alle former og farver. Bælgfrugterne, der tæller underkategorierne bønner, kikærter, ærter, linser og jordnødder, fylder mest i det landskab, men også et væld af nødder, korn, frø, tang, svampe og mørkegrønne grøntsager kan bidrage betydeligt til vores daglige proteinbehov. Det er denne gruppe af råvarer, der danner grundlaget for opskrifterne i bogen.

Opskrifter til et grønt hverdagskøkken

Med over 150 opskrifter til hele året tegnes et billede af et grønt hverdagskøkken, der ud over at være klimavenligt også er sundt for den enkelte og tilgængeligt for de fleste. De proteinrige fra planteriget som bælgfrugter, korn, frø, nødder og bladgrøntsager er i centrum for opskrifterne, der både trækker på hjemlige madtraditioner og visdommen fra kendte og mindre kendte køkkener fra hele verden. 

Læseprøve

Du kan få en læseprøve fra bogen her.

År: 2020
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Fotograf: Chris Tonnesen

Du kan finde bogen i boghandlere landet over, i Meyers Deli, i Meyers Bageri og købe den online hos Saxo.com.