Tilbage til opskrifter

Påskeæg med rom og rosin

Påskens svar på en klassisk smagskombination. Dagen inden lægges rosiner i blød i rom, og dagen efter trilles æggene. Opskriften indeholder også en guide til chokoladetemperering, så der er masser plads til at nørde igennem, og give sig i kast med et lille påskeprojekt.

Få maden leveret til påskefrokosten. Menuen er hjemmelavet fra top til bund og klar til servering hjemme hos dig.

Se årets påskemenu her

Sådan gør du

To dage inden

Rosinerne lægges i blød i rommen dagen inden de blandes med marcipanen.

Dagen inden

Marcipan og flormelis æltes sammen, og de udblødte rosiner og rommen æltes forsigtigt i til sidst.

Hver påskeæg vejes af på 30 g og trilles til små æg. Æggene skal stå og tørre 1-2 dage, inden de overtrækkes med din yndlingschokolade.

På dagen: temperering af chokolade

Hak al chokoladen helt fint. Varm lidt mere end halvdelen af chokoladen op i en skål over vandbad til 48-50° (brug et termometer).

Kom den anden halvdel af chokoladen i en rimelig stor skål.

Kom to tredjedele af den smeltede, varme chokolade op i skålen til den usmeltede chokolade og lad de to 'smelte' naturligt sammen. Tilføj kun mere smeltet chokolade, hvis de to dele ikke smelter sammen.

Målet er at sikre et blankt udseende og et sprødt knæk på chokoladen, når den bagefter stivner. Opvarm aldrig denne nu tempererede chokolade! Stivner den for hurtigt, så tilføj en anelse mere af den smeltede del.

Det er en rigtig god idé altid at sætte et tyndt lag af den tempererede chokolade af på et stykke bagepapir for at se, om den bliver pænt blank, inden du går videre.

Den optimale arbejdstemperatur for den færdigtempererede chokolade er 31-32°. Overstiger den 34°, er du nødt til at starte forfra med ny chokolade. Fejltempereret chokolade kan gemmes og bruges i f.eks. brownies eller chokolademousse.

Overskydende chokolade kan sagtens genbruges næste gang, man har mod på at begive sig ud i chokoladetempereringens mysterium eller bruges som smag i chokoladecremer og lignende.

Temperering af mælkechokolade

Den optimale arbejdstemperatur for den færdigtempererede chokolade er 30-31°. Overstiger den 33°, er du nødt til at starte forfra med ny chokolade.

Temperering af hvid chokolade

Den optimale arbejdstemperatur for den færdigtempererede chokolade er 29-30°. Overstiger den 32°, er du nødt til at starte forfra med ny chokolade.

Chokolade overtræk

Æggene dyppes i chokolade med en gaffel og sættes af på bagepapir. Dekorer æggene ved at lave striber med den samme chokolade du har dyppet æggene i, eller mix.

Tip

Du kan også overtrække æggene med hvid- eller mælkechokolade, her fungerer tempereringen lidt anerledes, som beskrevet i fremgangsmåden.

Ingredienser

20 g mørk rom
25 g rosiner
25 g flormelis
250 g marcipan

Chokoladeovertræk

200 g mørk chokolade (du kan også bruge hvid eller mælkechokolade)

Desuden

termometer