Tilbage til opskrifter

Rugtærte med majs, kikærter, basilikum og ricotta

Rugmel i tærtedejen giver ekstra smag og har den fordel, at du kan rulle den ud med det samme – den skal ikke køles og hvile først som en tærtedej lavet med hvedemel. Fyldet her har substans men er samtidig friskt og sommerligt

Sådan gør du

Bund

Bland de to slags mel og bagepulver, og rør blandingen sammen med smør, salt og vand til en sammenhængende dej. Rul dejen tyndt ud mellem to stykker bagepapir, og læg den i en smurt tærteform eller springform, så den dækker bunden og har en høj kant på 3-4 cm.

Fyld

Kom kikærter, æg, fløde og revet citronskal i et højt glas, der passer til en stavblender. Blend til en grov masse, og rør derefter majs og revet ost i. Smag til med salt og peber, og fordel fyldet i tærtebunden.

Bag tærten i ovnen ved 180° i 25-30 minutter, eller indtil massen er fast og let gylden. Hvis du har bagt i en springform, så tag tærten ud af formen, og lad den køle en smule af.

Marinér halverede små tomater med lidt olivenolie og citronsaft. Smør ricottaen på tærten, og top med tomater og basilikumblade. Krydr med sort peber, og servér.

Tip

Du kan selvfølgelig variere fyldet, lige som du har lyst. Tærten er også god som opsamlingssted for rester af bagte eller stegte grøntsager, som du skærer i tern og kommer i fyldet – fx blomkål, broccoli, græskar eller rodfrugter af enhver slags.

Ingredienser

Bund

100 g rugmel
100 g hvedemel
½ tsk bagepulver
50 g blødt smør
1 tsk salt
1 dl vand

Fyld

240 g kogte kikærter (fra dåse eller hjemmekogte)
2 æg
¾ dl piskefløde
Skal fra 1 usprøjtet citron
200 g løse majs
75 g mozzarella, revet (eller anden ost)
Salt og peber

Topping

200 g små modne tomater
2 spsk olivenolie
Saft af 0,5 citron
150 g ricotta
2 håndfulde basilikum

Find opskriften i Meyers Hverdag

Find bogen her