Sådan gør du
Fjern eventuelle grønne blade, og sæt blomkålen over i kogende vand, nok til at blomkålen dækkes. Kog kålen i ca. 3-5 minutter. Smelt smørret i en gryde, tilsæt mel, og bag den godt igennem til en smørbolle. Tag blomkålen op, og gem kogevandet. Pisk ca. 1/2 liter blomkålsvand samt mælken ned i smørbollen, lidt ad gangen, under grundig omrøring. Lad sovsen koge igennem i ca. 15 minutter, og afkøl den let. Skil æggene i blommer og hvider, og rør æggeblommerne ned i den afkølede sovs, et ad gangen. Pisk æggehviderne stive, og vend dem i gratindejen. Smag nu til med salt, peber og 3-4 riv muskatnød. Smør et ovnfast fad grundigt med smør, og drys godt med rasp, så fadet raspes ind på både sider og bund. Del blomkålen i grove stykker, læg dem i fadet, og hæld gratinmassen over kålen. Drys et tyndt lag rasp og friskrevet parmesan på toppen. Bag gratinen i ovnen ved 200° i ca. 30-40 minutter, til den er flot gylden på toppen og godt souffleret op. Hiv gratinen ud af ovnen, og server den med det samme - enten som en selvstændig ret med en god salat til eller som tilbehør til en hovedret.
Ingredienser
1 blomkål
100 g smør
130 g hvedemel
5 dl letmælk
3 æg
havsalt
Friskkværnet peber
muskatnød
15 g smør
50 g rasp
50 g friskrevet parmesanost