Tilbage til opskrifter

Bhogichi Bhaji – kikærtecurry med grønne bønner og fladbrød

En mild og aromatisk curry fra det vestlige Indien, hvor saucen baseres på en pasta af kokos, jordnødder og sesam. I Indien hører den sammen med en hinduistisk højtid i januar, men på vores breddegrader hører grøntsagerne her bedst hjemme i sommersæsonen.

Sådan gør du

Kikærter

Udblød kikærterne i 1 liter koldt vand i mindst 5 timer. Behold udblødningsvandet.

Kokos-nøddepasta

Fordel jordnødderne på en bageplade, og rist dem i ovnen ved 150° i 15-20 minutter, til de er blevet lysebrune. Rist imens sesamfrøene på en tør pande, til de også får lidt farve – det går hurtigere, pas på de ikke branker. Rist gerne lidt ekstra, som du kan bruge til at drysse på den færdige ret. Skræl ingefæren med en teske, og pil hvidløgene. Kom de ristede jordnødder, sesam, ingefær og hvidløg i en foodprocessor eller en høj blender, og blend sammen med vandet til en pasta.

Curry

Varm olien op i en gryde, og steg kokos-nøddepastaen ved lav varme i nogle minutter, til det begynder at dufte. Tilsæt gurkemeje, spidskommen, koriander, chili samt tomater, gulerødder og auberginer skåret i grove stykker. Steg igennem i 5 minutter, og tilsæt så de udblødte kikærter sammen med udblødningsvandet. Lad det simre i 40-50 minutter uden låg, så væsken koger lidt ind. Tilsæt de grønne, nippede bønner i stykker på ca. 4 cm, og lad dem koge med, til de – og kikærterne – er møre. Rør smørret i, og smag til med salt og limesaft.

Anret curryen med ristet sesam på toppen og varme fladbrød.

Ingredienser

Kikærter

150 g tørrede kikærter
1 liter vand

Kokos-nøddepasta

50 g usaltede jordnødder
25 g sesamfrø
25 g kokosmel
30 g ingefær
5 fed hvidløg
1 ½ dl vand

Curry

2 spsk olie
1 tsk gurkemeje
1 spsk spidskommen
1 spsk koriander
½ spsk chili
200 g flåede tomater
2 gulerødder
1 aubergine
150 g grønne bønner
Salt
1 lime
50 g smør (kan undværes)

Desuden

fladbrød

Find opskriften i Grønne proteiner

Find bogen her