Mens hvide asparges vokser under jorden, er grønne asparges de skud af aspargesplanten, der vokser over jorden. De grønne asparges har en kort sæson og skal nydes som den fornemme forårsspise, det er, mens de er her – hvilket vil sige i maj og nogle gange ind i juni. Modsat sine hvide slægtninge skal grønne asparges ikke skrælles, men bare knækkes fri for den nederste træede del, og derefter skal de have en ganske kort tilberedning.
Du kan dampe dem ganske kort og dryppe dem med supergod koldpresset rapsolie, eller lynhurtigt grille dem og servere dem med spåner af fast ost som høost eller vesterhavsost. Du kan spise dem med fjordrejer og rygeostcreme, bruge dem i en cremet bygotto eller helt enkelt spise dem rå som snack.
Læs med, når vi klæder dig på med de allerbedste opskrifter, der får det bedste frem i forårets asparges.