Kampen om Nordsjælland: Nikolaj Koppel og Claus Meyer inviterer vennerne til fodboldkamp

Alle er velkomne på lægterne, når de to fiktive fodboldhold Kikhavn BK og Rågeleje FF tørner sammen torsdag den 16. juli. Med på de to hold er lokale sommerhusresidenter som Joakim Ingversen, Rasmus Botoft, Melvin Kakooza, Thomas Skov og Brian Lykke m.fl. Nikolaj Koppel og Claus Meyer agerer holdkaptajner, og programmet byder desuden på pausepoesi og nationalsang ved Koppel-familien.

En smuk flok skuespillere, musikere, TV-værter og tidligere sportsstjerner

En spritny tradition bliver født, når Rågeleje FF anført af Claus Meyer møder Kikhavn BK med Nikolaj Koppel i front på Vejby Stadion. De to har sommerhus i hvert sit område, og i en kombination af corona-kreativitet og almen sommer-boldspilstrang mellem venner, har de besluttet sig for at afgøre, om det er den østlige eller vestlige del af den nordsjællandske sommerkyst, som får håneret i et helt år.

Spillertrupperne består en faretruende broget men smuk flok skuespillere, musikere, TV-værter, tidligere sportsstjerner og andre sommerferierende godtfolk. Transfervinduet er åbent helt indtil kampdagen, hvor de endelige holdopstillinger offentliggøres, men for indeværende tegner der sig to kampklare mand- og kvindskaber à hele 15 spillere hver.

 


  • Hvem bliver sommerlandets ukronede fodboldkonger?

    Kampen vil ikke sportsligt set nødvendigvis blive en milepæl i sportshistorien - og dog - for der vil blive demonstreret kreative måder at tilgå fodboldspillet på, der vil kunne få selv garvede, voksne fodboldconnaisseurs til at fælde tårer af glæde. Måske også af frustration, som når den tidligere, danske FIFA-dommer Kenn Hansen efter første halvleg som garant for fairplay og kortuddeling går med som spiller på ene hold. Rendyrket nepotisme!

    Kom og se med, når spillerne fra Kikhavn og Rågeleje åbner for den fodboldtekniske godtepose og afgør, hvem der kan kalde sig sommerlandets ukronede fodboldkonger anno 2020. Der vil være oplæsning af poesi i pausen, fællessang af nationalmelodien samt mulighed for at købe kolde drikkevarer.

    Se eventet her

Fakta

• Kampen om Nordsjælland er en venskabelig affære, som finder sted i forlængelse af Meyers’ pop-up-spisehus og kulturkrat ’Verdens Bedste Skovtur’ på A.P. Møller-grunden ved Udsholt Strand nær Rågeleje.

• Fodboldkampen løber af stablen torsdag d. 16. juli kl. 15:00 på Vejby Stadion, Sportsvej 4, 3210 Vejby. Portene åbnes kl. 14:30, og alle er velkommen, så længes der holdes mindst 1 meters afstand til andre tilskuere.

• Hummel sponsorerer spillerdragter til begge hold, mens KM Sport i Frederiksværk sørger for målmandshandsker m.m. Kampen er desuden muliggjort af Vejby Tisvilde Fodbold.

• Radiovært Tue Blædel sidder i kommentatorboksen sammen med Thomas Vibe fra Apple Flower Festival. Nationalmelodien står operasanger Thomas Koppel for sammen med sin søn, Jonathan Asmund Koppel. Der vil desuden være pausepoesi i halvlegen.

• Tidligere FIFA- og Superliga-dommer Kenn Hansen dømmer første halvleg, mens Thomas Koppel tager tjansen i anden halvleg, fordi – ja – Kenn Hansen også har lyst til at spille med.

• De endelige holdopstillinger offentliggøres på Meyers Facebookside torsdag d. 16. juli, men indtil videre lyder transfervinduerygterne, at det meste af musikfamilien Koppel og Kikhavn BK er kampklar sammen med bl.a. TV-vært Joakim Ingversen, TV-vært Thomas Skov, komiker Melvin Kakooza, skuespiller Rasmus Botoft, designer Anders Faarborg, tidligere håndboldlandsholdsspiller Claus Møller Jakobsen og komiker Brian Lykke. For Rågeleje FF spiller bl.a. Claus Meyer, den lokale tennis- og squashkonge Nils Raffel, skuespiller Martin Buch, tidligere fodboldlandsholdsspiller Jan Bartram og DR3-profilen Martin Johannes Larsen.