Tilbage til opskrifter

Sprød æblekage

Der findes næsten ikke noget bedre end danske æbler, og de mange forskellige måder, de kan bruges på. Her har du en opskrift på en sprød æblekage, der serveres bedst lun med en kølig cremefraiche eller vaniljeis til.

Sådan gør du

Rul butterdejspladerne tyndt ud på et let melet bord, så du får nogle lange baner ud af det. Del hver plade i 2, så du får 4 tærtebunde ud af det.

Du kan også vælge at udstikke 4 cirkler på 12-14 cm i diameter. Læg den udrullede butterdej på en bageplade med bagepapir, og sæt den køligt, så butterdejen kan hvile i 10 minutter.

Befri de hele æbler for kernehus med en kernehusudstikker, og skær dem i helt tynde skiver (eller lad kernehuset blive i æblerne – det ser smukt ud).

Taglæg æblerne i et tyndt lag på butterdejen, drys med flormelis, og dryp forsigtigt med smeltet smør.

Kom tærterne i ovnen, og bag dem ved 220º i 15 minutter, indtil butterdejen har pustet sig op, og æblerne er smukt gyldne og let karamelliserede.

Tag tærterne ud, og stænk dem med calvados, mens de er varme. Server dem lune med enten cremefraiche, græsk yoghurt eller vaniljeis til.

Ingredienser

150 g optøet butterdej (2 plader)
5 danske æbler (coxorange, Ingrid-Marie)
150 g flormelis
30 g smør
4 spsk Calvados