Tilbage til opskrifter

Linse-blomkålssuppe

Suppen her vil også være flot med den velsmagende, grønne romanescokål, der er en gammel italensk kåltype, der dog først for relativt nylig har vundet indpas i Danmark. Suppen her er hverken en linsesuppe eller en cremet blomkålssuppe, men noget midt i mellem – med en mild smag af lakrids fra fennikelfrøene og en flot grøn farve fra spinaten. Brug hele blomkålshovedet, også det grønne.

Sådan gør du

Skær buketterne fra blomkålen fra, og del dem op i små og store buketter – der skal være cirka 300 g små buketter. Skræl blomkålsstokken med en urtekniv eller tyndskræller, og skær den i tynde skiver. Hvis du har fået de grønne blade med på blomkålen, så del dem op i blade og stilke med en urtekniv.

Hak løget groft. Rist det glasklart i olivenolien i en gryde. Tilsæt fennikelfrø, linser og grøntsagsbouillon. Kog i 40-45 minutter, til linserne er helt møre. Kom derefter de store blomkålsbuketter (gem de små) i gryden, og kog i yderligere 10 minutter, til blomkålen er helt mør. Stavblend til en glat suppe sammen med spinaten, til suppen er flot grøn – blend et godt stykke tid, ca. 4-5 minutter.

Kom de små blomkålsbuketter i suppen, og kog i 1½ minut. Smag til med citronsaft, salt og peber, og kom også de snittede blade fra blomkålen i. Snit blomkålsstilkene, og rist dem 4-5 minutter på en varm pande med lidt olie – de må gerne få lidt farve. Krydr med salt, og kom dem i suppen sammen med den tyndtskårne blomkålsstok, og servér straks.

Ingredienser

1 blomkål
1 løg
½ dl olivenolie
1 spsk fennikelfrø
150 g puy linser
1 ½ liter grøntsagsbouillon
1 saft fra citron
150 g spinat

Find opskriften i Grønne proteiner

Find bogen her