Tilbage til opskrifter

Grønkålssuppe

Grønkålssuppe er en af mange skønne måder at nyde grønkålen på. Denne her suppe har en perfekt balance af syre og sødme, og toppes med sprøde, friske æbler. Igennem årtusinder har mennesket udviklet og dyrket kål, så der nu findes hundredvis af sorter. En af de mest kendte er grønkålen, hvis stokke med krøllede, mørkegrønne blade stikker op af jorden, selv når sneen dækker marken eller køkkenhaven.

Sådan gør du

Gå grønkålen efter for stykker af stok, vask den grundigt i koldt vand, og afdryp den i en sigte. Tag 50 g kål fra til servering, og blancher resten af kålen i kogende vand tilsat salt i 2-3 minutter. Tag kålen op, og kom den direkte over i en skål med koldt vand, så kogningen stopper. Afdryp den blancherede kål i en sigte.

Kog bouillonen op i en gryde. Hak den blancherede grønkål groft, og kom den i en blender, overhæld den så med varm bouillon, og blend, til suppen er helt glat. Smag suppen til med fløde, salt, peber, og til sidst eddike. Det er vigtigt, at eddiken først kommer i lige inden servering, da suppen ellers vil miste sin flotte grønne farve. Hæld suppen tilbage i gryden.

Skær æblerne i kvarter, befri dem for kernehus, og skær dem i små stykker. Snit den rå grønkål i tynde strimler, og kom både kål og æbler i suppen som garniture. Varm suppen igennem, og server den med godt brød til.

Tip

Grønkål smager fantastisk både i rå og tilberedt form. Bruger du den rå til salat eller grønkålstatar, skal du hakke den ret fint, da bladene indeholder mange fibre. Grønkålssalat med æbler eller pærer, nødder og svesker eller anden tørret frugt er godt tilbehør til stort set al vintermad. Tilberedt er grønkål dejlig stuvet eller i en grønkålssuppe. Og så bliver grønkål og æbler til smuk grøn juice, hvis du kører dem i en juicepresser.

Ingredienser

1 l fjerkræbouillon
250 g ribbet grønkål
½ dl piskefløde
havsalt
Friskkværnet peber
3 spsk æbleeddike
2 danske æbler