Sådan gør du
Dej
Smuldr smør i mel ved først at hakke det med en kniv og derefter nulre med fingrene. Tilsæt kardemomme og sukker. Lun mælken, til den er lillefinger-varm, og rør gæren ud i den. Bland mælken i dejen sammen med æggene, og ælt til en glat og lækker dej. Lad dejen hæve tildækket på køkkenbordet i 30 minutter.
Fyld
Bland marcipan, sukker og smør sammen i en skål. Rør remoncen til den lige netop hænger sammen – overrører du den, risikerer du, at den skiller. Stil skålen med remonce til side.
Form
Rul dejen ud til et stort rektangel på ca. 45x30 cm, og skær den ud i 12 firkanter. Brug en paletkniv, så du ikke ridser køkkenbordet. Læg en skefuld creme på hvert dejstykke, derefter en skefuld marcipanremonce og til sidst et lille stykke chokolade. Løft forsigtigt hvert stykke op i hånden, fold hjørnerne ind, og form til en bolle. Læg bollerne på en bageplade med bagepapir med samlingen nedad, og lad dem efterhæve i 20 minutter.
Bagning
Bag bollerne ved 200º i ca. 15 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Lad fastelavnsbollerne afkøle i ca. 10 minutter.
Pynt
Imens de køler, smeltes chokoladen i en skål over vandbad. Pynt bollerne med den smeltede chokolade. Så er der serveret!
Ingredienser
Dej
300 g smør
500 g hvedemel
1 tsk stødt kardemomme
1 spsk lys rørsukker
2 ½ dl mælk
40 g gær
2 mellemstore æg
Fyld
200 g vaniljecreme (se opskrift på Meyers.dk)
100 g god marcipan med mindst 60% mandler
60 g sukker
100 g blødt smør
50 g mørk chokolade
Pynt
100 g mørk chokolade