Det særlige danske klima er perfekt til æbledyrkning
Danmark er kendt for sine gode æbler. Særligt området omkring Smålandsfarvandet er velegnet og her findes plantager, der har givet æbler fra sig i mange hundrede år. Generelt er det danske klima gunstigt for dyrkning af æbler, da træerne vokser i et køligt klima, tæt på deres nordlige dyrkningsgrænse. Dette betyder, at æblerne får længere tid til at udvikle en større aromatisk intensitet og syrlighed, end æbler fra syden.
Frugtplantagerne på øerne i Smålandsfarvandet ligger helt ned til havet, hvor træerne udsættes for en mild stress, pga. luftens saltindhold og jordbundens særlige mineralsammensætning. Det menes at fremme dannelsen af aroma, farve og andre komplekse forbindelser i frugterne, mens træerne får et enestående lysindfald og optimale vækstbetingelser.
Historien om de danske æbler
Historien om æblernes anvendelse i Danmark rækker flere tusinde år tilbage. Man har fundet æblekerner i grave helt tilbage fra både sten- og bronzealderen. Dengang var det vildæbler, man spiste, da man endnu ikke var begyndt at dyrke frugterne på plantager og i haver. Egentlig er æbledyrkning først kendt fra middelalderen, hvor munke begyndte at dyrke æblesorterne rundt omkring på de danske klostre. Og faktisk skal vi helt frem til omkring midten af 1800-tallet, hvor komfuret med bageovn blev en del af de fleste danske køkkener, før den nok mest kendte ret med æbler - nemlig æblekagen med flødeskum og rasp - blev opfundet.
I dag dyrkes æbler flittigt i de danske haver, hvor nogle af mest populære sorter er Discovery, Rød Ingrid Marie, Rød Gråsten og Guldborg. Nogle sorter er mere velegnede til desserter og bagværk - fx Rød Gråsten og Discovery - mens andre er bedre i salater, fx Guldborg.
Forskellige sorter til forskellige retter
Nogle af de mest populære danske sorter er Discovery, Elstar, Holsteiner Cox, Rød Ingrid Marie, Rød Gråsten og Guldborg.
Æblesorterne spænder vidt i forhold til konsistens, syrlighed, størrelse og farve. Fælles for dem alle er, at de kan bruges på talrige måder i madlavningen. Dog er nogle sorter mere velegnede til desserter og bagværk, fordi de holder formen - fx Rød Gråsten og Discovery - mens andre er bedre i most og salater, fx Guldborg.
Æbletips i madlavningen
- Riv et æble og kom i morgengrøden eller oven på en skål havregryn
- Riv æble i bolledejen
- Smid lidt æbletern i salaten for et friskt indspark
- Put lidt æbletern eller æblekompot på toppen af din skyr eller yoghurt
- Put æble i suppen, inden du purerer den, for at give sødme
- Tilsæt et par skefulde æblegrød i kagedejen, for at give fugt og smag