Flere bælgfrugter på tallerkenen
Ud over, at flere bælgfrugter på tallerkenen klimamæssigt giver virkelig god mening, så vil de kunne berige vores madkultur. I Meyers arbejder vi for flere bælgfrugter i maden på en række fronter. Efter i 2017 at have udgivet Grøn Mad, kom vi i 2020 med kogebogen Grønne Proteiner, der over 400 sider udforsker de uanede muligheder i køkkenet, som bælgfrugter og andre proteinrige grønne råvarer giver os.
Et samarbejde med økologiske landmænd på Bornholm og Bornholms Valsemølle giver os adgang til bl.a. bornholmske linser dyrket ved Svaneke og Tejn allerede efter høsten i efteråret 2021. Det er skridt på vejen til at kunne udskifte en væsentlig andel af de bælgfrugter, vi bruger i Meyers – i dag omtrent 75 tons – med danske, økologisk dyrkede af slagsen.