Arbejdet med at skubbe vores fælles madvaner i en ny og grønnere retning er en flerstrenget indsats, og vi er først lige begyndt. Heldigvis rummer planterigets råvarer en rigdom, som giver uudtømmelige muligheder i køkkenet, og bidrager med kvaliteter som friskhed, tekstur og saftighed til vores måltider. Men at lykkes i det grønne køkken kræver på mange måder en helt ny værktøjskasse, end den vi har været vandt til i det danske køkken. Mange af os har ikke fantasi til at få bønner, kikærter og linser ind på spisebordet, og vi mangler et repertoire af basisopskrifter, der kan gøre auberginen uimodståelig og spidskålen til familiefavoritten. Et grønt køkken lægger eksempelvis i højere grad op til måltider med flere små retter og løsdele, der supplerer hinanden, og hvor intet er tilbehør og intet er i centrum. Måltider, hvor pureer, sprøde salater, brød, grillede grøntsager og andre gode sager spiller op til hinanden.
Du kan læse mere om bælgfrugter og hvordan du får flere grønne proteiner ind på tallerkenen her.
Vend hierarkiet på hovedet: Hvilke grøntsager har du lyst til i aften?
I den seneste analyse fra Madkulturen om grøn og klimavenlig mad i Danmark svarer to tredjedele, at de gerne selv vil spise mere klimavenligt. Men en tredjedel siger samtidig, at de synes, det er svært at lave klimavenlige måltider, og det er særligt den yngre målgruppe, der ser en udfordring i at gå i køkkenet med grøntsager og bælgfrugter. Der ligger derfor et stort potentiale i at udbrede kendskabet, inspirationen og konkrete opskrifter på familiens grønne livretter, så endnu flere får smag for at skifte hverdagens redning nummer et, det hakkede oksekød, ud med linser, kikærter og kål.
Mange af os kender nok til den umiddelbare tanke om 'kød med tilbehør', når vi står i supermarkedet og skal opfinde mandagens aftensmad, og idéen om grøntsager som noget sekundært, stikker dybt i vores madkultur.
Derfor kan det være en god øvelse at vende hierarkiet på hovedet, og næste gang starte med at spørge dig selv, hvilke grøntsager du har lyst til?