• Opskrift på financiers

Kagen med det uudgrundelige navn "Financiers" (finansmand) stammer fra Provence, hvor de store mandellunde producerer nogle af de mest fantastiske mandler i verden. Mandler er netop hovedingrediensen i denne franske klassiker.

Sådan gør du

Bland mandelmel og formelis sammen i en stor skål. Pisk æggehviderne i med en elpisker. Tilsæt mel, og pisk til massen er blank. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og kom dem i dejen.

Smelt smørret i en lille gryde. Lad det koge, indtil det dufter af hasselnødder og har fået lidt farve – og er blevet til brunet smør eller 'beurre noisette'. Sigt smørret så evt. grums bliver sorteret fra, og vend det i dejen. Hæld dejen i et par engangssprøjteposer, og lad den hvile i minimum 1 time i køleskabet.

Forvarm ovnen til 200° ved varmluft. Fyld dejen i små eller store financiersforme og sigt en smule flormelis ud over overfladen. Bag kagerne afhængigt af formens størrelse, ca. 9 minutter for små kager og 12-15 minutter for store kager.

Tag kagerne ud af ovnen, og lad dem køle af i formene inden servering/nedpakning. Financiers skal opbevares uden for køleskabet i en pose, hvor de kan holde sig i 4-5 dage.

Tip

Denne opskrift på financiers har et højt indhold af æggehvider, som giver bløde kager. Ønsker du kager, der er mere faste i konsistensen, kan du evt. bruge marcipan i stedet for mandelmel og samtidig tilsætte lidt mere hvedemel.

Ingredienser

250 g mandelmel eller fintblendede, smuttede mandler
280 g flormelis
12 æggehvider
25 g hvedemel
1 vaniljestang
200 g smør
Lidt ekstra flormelis til drys

Find opskriften i Meyers kager

Find bogen her