Tilbage til opskrifter

Avocadosalat med grape

En frisk salat med avocacdo og grape, der toppes med sprøde paprikamandler. De giver et krydret knas til salaten og er i øvrigt supergode som snack, så lav endelig ekstra, når nu du er i gang. Den friske salat passer perfekt som tilbehør til tungere retter som f.eks. en risotto eller gratin.

Sådan gør du

Paprikamandler

Tænd ovnen på 130°. Kom mandler, paprika, salt, spidskommen, chili, hvidløg og vand i en skål, og bland det hele godt sammen, så alle mandlerne bliver overtrukket' med krydderier. Fordel mandlerne på en bageplade med bagepapir, og sæt dem i ovnen i ca. 1–1½ time, til de er tørre. Ryst lidt i dem undervejs.

Salat

Skyl spinat, salat og kørvel i koldt vand, og slyng dem i en salatslynge eller dup dem tørre i et rent viskestykke. Skær avocadoerne over, fjern midterstenen, og løsn frugtkødet fra skallen med en spiseske. Skær avocadobådene i flotte stykker på langs.

Skær skrællen af grapefrugterne med en skarp kniv, og sørg for at komme helt ind til frugtkødet. Skær nu mellem lamellerne, så du får fine grape-fileter. Skær rødløget i tynde skiver.

Citrusmarinade

Pres saften ud af grape-resterne, og bland den med citronsaft, olivenolie og honning. Smag marinaden til med salt og peber. Vend spinat, salat og kørvel forsigtigt med avocado, grapefileter, rødløg og citrusmarinade, og arrangér salaten på et fad. Drys med paprikamandler.

Ingredienser

Paprikamandler

80 g mandler
½ tsk paprika
½ tsk salt
1 knivspids stødt spidskommen
1 knivspids knust chili
½ fed revet hvidløg
½ dl vand

Salat

2 håndfulde spinat og grønne salater f.eks. rucola, mizuna og frisée
½ håndfuld kørvel
2 modne avocadoer
3 grapefrugter
1 lille rødløg

Citrusmarinade

Saft af grapefrugtresterne
2 spsk citronsaft
4 spsk olivenolie
½ spsk honning eller mørk sirup
havsalt
Friskkværnet peber