Vi har i flere år haft en ambition om at få danskernes øjne op for både det smags- og sundhedsmæssige potentiale i bælgfrugter som bønner, linser og ærter - et større fokus på planteproteiner er nemlig ikke kun godt for mæthedsfølelsen og sundheden, men også for klimaet, da bælgfrugter udleder langt mindre CO2 end eksempelvis kød. Derfor har vi nu udviklet en serie økologiske, grønne middagsretter, der byder på vegetariske livretter fra hele verden tilberedt med nordiske råvarer. Retterne er udviklet som “limited edition”, og er derfor kun på hylden i en begrænset periode for at sikre et varieret sortiment og for at inspirere til at prøve nye, grønne retter:
”Vi skifter løbende de nye, grønne retter, og hvis nogle af varianterne viser sig særligt populære, lytter vi selvfølgelig til kunderne og kigger på muligheden for at integrere dem i det faste sortiment,” understreger direktør i Meyers Consumer Food, Anne Luise Deleuran.
Den første nye middagsret er en rød thailandsk karry med chili, kokosmælk og ingefær. Ud over grøntsager og linser indeholder retten planteproteinet ’tempeh’, der – trods sine indonesiske rødder – fremstilles i Danmark af fermenterede, nordiske lupiner og flækærter og bidrager med grønt protein til retten.
Du kan sagtens spise karryretten som den er, men vil du gøre den til din egen, anbefaler vi at tilføje tilbehør som eksempels ris, friske krydderurter eller en asiatisk salat.