Vi fejrer, at høsten er i hus med en festmiddag af markens råvarer i form af sprøde sensommer-grøntsager såvel som af de første efterårsråvarer. Glæd dig til retter med knoldselleri, porrer, græskar, kål i alle afskygninger, skovens svampe og de første sødmefulde, danske æbler – alle råvarer, der med deres dybde, sødme og fylde danner et smukt grundlag for sæsonens måltider.
Denne dag vil du til din frokost møde retter, der markerer skiftet i sæsonen, og som henter inspiration fra det gamle høstgilde; gyldne tærter, langtidstilberedt gris, gryderetter og simremad, farverige salater med frugt, kål, kerner og ristede svampe og brød, smør og bagværk, der smager af efterår.