Årets Leder: Carl Johan Paulsen fra Meyers om tillid, tryghed og værdien af fejltrin

Efter en krævende udvælgelsesproces annoncerede Djøf i går, at Lederprisen 2020 tilfalder direktør for Meyers Køkken og Meyers Venues, Carl Johan Paulsen. Vi har taget en snak med Carl Johan om behovet for at bryde med kassetænkning i ledelse, omstillingsdygtighed i en coronatid og hvordan passionen for at servere god mad til mange mennesker minder om at køre i en smuk, gammel bil.

Først og fremmest: Tillykke. Hvad betyder det for dig at modtage Djøfs Lederpris 2020?
”Tak. Jamen sådan en pris betyder en vis validering af, at forretningen går godt, og at de tanker, jeg har gjort mig om det at være leder, kan noget. Prisen har givet mig mulighed for at stoppe op og reflektere over aspekterne af god ledelse, og også tvunget mig til at artikulere mine tanker lidt tydeligere – noget, der ellers ikke er meget tid til i en travl hverdag.”

Hvordan ville du karakterisere dig selv som leder?

”Åh, dem som kender mig godt, vil vide, at det med at tale meget højt om mig selv ikke lige er min favoritdisciplin. Men jeg vil sige, at den måde, man er leder på, skal være autentisk for den, man er som person. Gennem mit arbejdsliv har jeg tit oplevet, at andre har haft mere firkantede og ’traditionelle’ måder at gøre tingene på. Der hersker nogle bestemte former for kassetænkning om, hvem og hvad den gode leder er. Men det jeg tror ikke, at der kun er én formel for.”

Hvordan lyder din egen formel for god ledelse?

”Helt grundlæggende er det en formel, hvor jeg min opgave er at kunne visionere morgendagen sammen med teamet. Men for at det store regnestykke overhovedet kan lykkes, er jeg dybt afhængig af mine kollegaer. Sammen med Djøf har jeg talt meget om tillid og tryghed som to centrale elementer i min måde at lede på. Det er enormt vigtigt for mig at give ægte ansvar til medarbejderne, og lade dem udfolde deres potentiale. Alternativet er micro management, og så smutter de dygtige medarbejdere – det gider de ikke.”

Det indebærer vel også, at man som leder skal have en vis tolerance overfor fejl?

”Ja. Det er afgørende vigtigt, at vi har plads til at begå fejl både som medarbejdere og ledere. Jeg kender ikke nogen, der ikke jævnligt begår fejl. I stedet for som leder at se de fejl som en anledning til at irettesætte, så er det en enestående mulighed for, at vi alle sammen kan blive klogere. Sat lidt på spidsen, så drømmer jeg om, at vi indimellem kan få mere selvtillid, når vi begår fejl – tænk hvis det er muligt? Det kræver naturligvis, at man har en effektiv organisation, der hurtigt kan rette de fejl, der måtte opstå. Men hvis ens team har selvtillid og virkelig brænder for at skabe og yde deres allerbedste hver dag, så tror jeg, det kan aflæses direkte i forretningen.”

At Carl Johan vinder prisen som Årets Leder gør mig meget stolt på virksomhedens vegne. Carl Johan er en entreprenant leder med et stærkt drive delt ligeligt mellem innovation og salg. Han er en vellidt og omsorgsfuld anfører for sit team i Meyers Køkken og Meyers Venues, som udadtil måske fremstår som en sirlig feinschmecker, men indeni gemmer sig en arbejdshest, der altid går forrest og trækker det tunge læs i jagten på vækst og nye forretningsmuligheder.

Jesper Uggerhøj, CEO i Løgismose Meyers

Hvordan har tankerne om tillid, tryghed og selvtillid spillet ind i de sidste måneders coronakrise?

”De har stået helt centralt både inden og under coronakrisen. Selvom samfundet har været præget af en utryghed, har medarbejderne udstrålet handlekraft og ro. Al vores omsætning forsvandt fra den ene dag til den anden. Men når man som team arbejder med at skabe medvind for hinanden fremfor modvind, så begynder man også at tænke i løsninger fremfor problemer. Ligeså hurtigt som vi blev lukket ned, fandt vi på nye formater og madoplevelser: Måltidskasser leveret til døren, en drive-in-spisebiograf i samarbejde med vores venner fra Cinemateket og ikke mindst en række helt nye grab ’n’ go-formater til vores firmakunder i Meyers Frokostkøkken”

Så din ledelsesstil skaber omstillingsparate medarbejdere?

”Tjo, det kan du sige. Men det er igen lidt et fortærsket udtryk. Der skal noget mere til end bare at være parat. I en krisesituation som udbruddet af COVID-19, eller når noget går galt med leveringen af en kundes julemad eller konkurrenterne trykker uventet på, skal vi ikke bare være omstillingsparate. Vi skal være omstillingsskabende . Den kvalitet er jeg stolt af at kunne sige, at mine kollegaer rummer.”

Dit forretningsområde er meget stort: Festcatering, firmafrokostordninger, events, og restaurantdrift. Hvordan holder du overblikket som leder?

”Først og fremmest kan det lade sig gøre, fordi vi netop uddelegerer ansvar. Dertil kommer, at jeg bliver motiveret af at have med forskelligartede ting at gøre. Så pudsigt nok gør den store spredning mig mere skarp på at bevare overblikket. Det holder mig på tæerne og gør mig begejstret for alle de måder, hvorpå vi kan glæde folk gennem mad og også på, hvordan vi kan få tingene til at spille sammen. Den samme begejstring forsøger jeg altid at give videre til mine medarbejdere.”

Carl Johan har simpelthen fået en gave. Han ser evnerne og talentet i de personer, der er omkring om ham. Nogle gange før de selv ser eller tror på det. Han tør satse på mennesker, satse på at vi sammen løser de udfordringer, og håndterer de fejl, han insisterer på, der skal være plads til at lave. Der er talrige eksempler på, at Carl Johan får folk på sit hold til at blomstre op og levere på et helt nyt niveau.

Claus Meyer, grundlægger af Meyers

Kan du fortælle mere om, hvad begejstringen for at stå i spidsen for en mad- og måltidsvirksomhed dækker over?

”Hmmm. Er det for mærkeligt at sige, at det minder om en køretur i en smuk gammel bil? Jeg har en stor begejstring for mad og biler. Jeg ser faktisk meget af den samme kunstneriskhed både fra bilens mange små, bevægelige dele og dens store kraft i måden, vi driver Meyers Køkken på. Det er en sammensmeltning af ingeniørkunst, logistik og kultur både at få en bil ud på vejen og at skabe madoplevelser for et stort antal mennesker i deres private hjem, på arbejde eller på vores lokationer.”

Et afsluttende spørgsmål: Hvad ville Årets Leder 2020 bestille som sit sidste måltid på dødsgangen?

”Åh gud. Først og fremmest ville han bede fangevogteren om ikke at blive omtalt i tredjeperson som Årets Leder. Jeg er bare Carl Johan, haha. I forhold til maden må det blive jomfruhummere grillet på terrassen med hvidløg og persille. Indtaget i solskin. Ja, det er måske et lidt luksuriøst fængsel, jeg forestiller mig, men det er ikke første gang i mit liv, jeg har sat ambitionsniveauet højt.”

 

Interview af Kaspar Mørk Arianto, Meyers

Blå bog: Carl Johan Paulsen

• Født 1979 i København. Vokset op i Nordsjælland, og har tilbragt flere år af sin barndom og ungdom i Belgien og Frankrig
• Far til Amanda på 13 og Albert på 10. Bor sammen med kæresten Ann-Sophie, der er CRM-manager i brodervirksomheden Løgismose
• Uddannet i statskundskab og cand.merc fra Handelshøjskolen. Har drevet sit eget cateringfirma i studietiden
• Får energi at løbe, spille golf og køre 45.000 kuverter mad ud gennem døren til jul og nytår
• Har en hang til gamle biler, og kaldes kærligt af kollegaerne ”en gammel kulturnørd i en ung mands krop”