Tilbage til opskrifter

Sprødt brød med fyld

  • Opskrift på sprøde brød med østershatte

Prøv disse sprøde brød, toppet med svampe, basilikum, hvidløg og gedeost. Fungerer glimrende både som tilbehør eller som forret.

Orker du ikke bage selv? Nu kan du få brød og kager leveret til døren fra Meyers Bageri

Bestil her

Sådan gør du

Brød

Rør de tørre ingredienser sammen i en skål. Tilsæt 1 æg, olie og næsten alt vandet, og rør det sammen til en tæt dej, som slipper skålen. Hvis den er meget tør, så tilsæt et par dråber vand mere, så den samler sig og bliver smidig.

Rul dejen meget tyndt ud på et meldrysset bord med en kagerulle – hvis du har en pastamaskine, er den også fin at bruge her. Dejen skal være ca. 1-2 mm tyk. Skær dejen ud i 30-40 aflange trekanter, og læg dem herefter op på en bageplade med bagepapir. Pisk det sidste æg sammen, og pensl brødene med et tyndt lag æg, og drys dem med nogle få store flager havsalt.

Bag brødene ved 200° i 8-10 minutter, indtil de er gyldne og sprøde. Det er en god ide at holde øje med dem, så de ikke brænder på. Tag brødene ud, og lad dem køle af på en rist.

Fyld

Rens østershattene med pensel eller en lille grønsagskniv; hvis de er meget beskidte, kan du vaske dem forsigtigt. Del dem ud i mindre stykker.

Varm en pande op, og steg østershatte i olivenolie i 2-3 minutter, til de er sprøde og gyldne, dog uden at de bliver brankede. Pil og hak hvidløg, tilsæt til de stegte østershatte, og steg hvidløget med i de sidste 10 sekunder. Krydr med salt og peber. Tag svampene af varmen, og vend med friskhakket basilikum.

Kom en klat frisk gedeost på de sprøde brød, og top med de stegte østershatte. Krydr med lidt peber.

Server de sprøde svampebrød som en snack eller lille forret. Der bliver flere sprøde brød, end du skal bruge – de er fine som knækbrød eller som tilbehør til suppe.

Tip

Hvis du ikke har tid til at bage sprøde brød, kan du servere svampene på et stykke almindeligt ristet brød, f.eks. sigtebrødet fra søndag, hvis du har bagt det.

Ingredienser

Brød

650 g hvedemel
2 tsk havsalt
1 tsk rørsukker
2 æg (1 skal bruges til pensling)
½ dl olivenolie
1 ½ dl koldt vand
lidt ekstra havsalt (til at drysse)

Fyld

200 g østershatte
2 spsk olivenolie
1 fed hvidløg
havsalt
Friskkværnet peber
10 blade basilikum
100 g frisk gedeost

Find opskriften i Almanak

Find bogen her