Når du bager linser af fin mørdej med smør og flor- melis, og når du laver vaniljecreme fra bunden af, så hører denne kage til blandt de fineste, vi har. Du kan erstatte vaniljen med andre smagsgivere. Bager du linser i maj, så prøv at komme friske rønnebærskud ned i cremen, de har den mest bedårende mandelagtige aroma. Senere på sommeren kan du parfumere cremen med citronverbena, geranium eller mynte

Sådan gør du

Dej

Kom melet i en stor skål, og lav en fordybning midt i det. Bland flormelis og salt i kanten af melet, og kom smørret og æggene i midten. Ælt det hele sammen – det gøres nemmest på en røremaskine. Bearbejd dejen så lidt som muligt, og gør den færdig ved at trykke den sammen med håndfladen. Saml dejen, og form den til en kugle, som trykkes lidt flad. Pak dejen ind i husholdningsfilm, og lad den hvile koldt i mindst 1 time og helst 1 nat; det gør den bedre og nemmere at rulle ud dagen efter.

Creme

Flæk vaniljestangen på langs, skrab kornene ud, og bring dem og stangen i kog sammen med mælken. Kom æggeblommerne i en skål, og pisk dem kraftigt med sukkeret, til blandingen bliver hvid. Bland majsstivelse i uden at piske. Hæld den kogende mælk i blandingen under piskning. Hæld det hele tilbage i gryden, og sæt den over varmen. Lad cremen koge 1 minut under kraftig piskning; pas på den ikke brænder på. Hæld cremen gennem en sigte over i en skål, og lad den køle af. Hvis jeg har en engangssprøjtepose på lager, fylder jeg den letafkølede creme i den og lægger den klar i køleskabet, til der skal fyldes linser.

Forvarm ovnen til 200º ved varmluft. Rul to tredjedele af dejen ud mellem to stykker bagepapir. Dejen skal være ca. 2 mm tyk. Stil linseformene på bordet. Udstik, med en bagering eller et stort glas, plader lidt større end formenes diameter. For formene med dejen. Fyld en portion vaniljecreme ned i hver linse til lige under kanten.

Rul den resterende mængde dej ud, og udstik herefter plader i samme diameter som formen. Læg et låg på hver linse, og tryk forsigtigt kanterne sammen hele vejen rundt. Stil linseformene på en bageplade, og bag linserne i 15–20 minutter, til de er gennembagte og let gyldne på toppen.

Afkøl før linserne, før du vender dem ud af formene og serverer dem. Linserne kan godt holde sig til næste dag, men de er bedst de første 12 timer, efter at de er bagt. En friskbagt linse er noget nær det bedste, jeg kan få, og jeg tror såmænd, jeg kunne spise sådan en smørgod, vaniljecremet sag på de fleste tidspunkter af døgnet.

Tip

Hvis du ønsker at parfumere cremen til linserne med f.eks. blade af geranium, citronverbena, mynte eller nye skud af rønnebær, skal disse tilsættes mælken i stedet for vanilje og bringes til kogepunktet. Alt efter hvor kraftig en parfume de bibringer, og hvor store mængder du har brugt, skal du sigte urterne fra efter opkoget, eller give dem en portion trækketid og lade dem infusere den varme mælk. Herefter kan du fortsætte cremeriet og legere urtemælken med sukrede æggeblommer og majs- stivelse som beskrevet i opskriften.

Ingredienser

Dej

500 g hvedemel
170 g flormelis
1 tsk fint salt
400 g blødt smør i tern
2 mellemstore æg

Kagecreme

kan laves dagen i forvejen
1 vaniljestang
5 dl mælk
6 æggeblommer
150 g sukker (gerne hjemmelavet vaniljesukker)
40 g majsstivelse

12 linseforme

Find opskriften i Meyers kager

Find bogen her