Tilbage til opskrifter

Glutenfrit mørkt surdejskernebrød

Dette er vores ’rugbrød’ – men altså selvfølgelig uden den glutenholdige rug. Brødet er saftigt og syrligt, og kernerne og frøene kan du variere, som du har lyst. Brødet er godt koldt eller på risteren. Brug det, som du ville bruge et rugbrød.

Orker du ikke bage selv? Nu kan du få brød og kager leveret til døren fra Meyers Bageri

Bestil her

Sådan gør du

Rist hasselnødderne på en tør pande, til de begynder at dufte og er let gyldne. Hvis nødderne har den brune hinde på, så gnub nogle af dem af. Hak hasselnødderne groft.

Vej havregryn, solsikkekerner, græskarkerner, hørfrø og chiafrø, og bland dem i en skål. Pisk vand, salt og surdej sammen i en skål. Pisk loppefrøskallerne i, og tilsæt efter 10 sekunder kerneblandingen. Skift til en grydeske, og rør godt rundt. Rør også melasse og olivenolie i dejen.

Smør en rugbrødsform på ca. 1,8 liter med smør eller olie, og kom dejen i. Glat overfladen med en våd gummispartel eller hånd. Dæk formen med køkkenfilm, og sæt den i køleskabet i mindst 3 timer og gerne natten over.

Tag formen med dejen ud af køleskabet, og lad den temperere, mens du varmer ovnen op til 220°. Fjern køkkenfilmen, og sæt formen i ovnen. Skru med det samme ned til 200°. Bag brødet, til en kerne-temperatur på 99°. Det tager ca. 60 minutter. Lad brødet køle helt af, så det har sat sig, inden du begynder at skære i det.

Ingredienser

180 g havregryn
115 g solsikkekerner
45 g græskarkerner
85 g hørfrø
20 g chiafrø
65 g hasselnødder
10 g salt
25 g fiberHUSK loppefrøskaller
22 g melasse eller ahornsirup
35 g olivenolie
40 g opfrisket glutenfri surdej (eller 1 tsk æbleeddike)
380 g vand