Tilbage til opskrifter

Beef rendang med lynsyltet kål og rejechips

Den indonesiske, smagsfulde oksekødscurry er en traditionel ret i det vestlige Sumatra. Denne udgave af beef rendang er lavet med syltet kål som skal simre i 2-3 timer, men den er indsatsen værd!

Bestil mad ud af huset til vinterfesten. Lad vores kokke stå for maden, så du kan bruge tiden sammen med jeres gæster.

Se alle vores menuer her

Sådan gør du

Dagen før

Skær kødet i 8 store stykker, drys dem med salt, og dæk dem til. Sæt kødet i køleskabet natten over.

Snit hvidkålen fint. Pil hvidløget og skræl ingefæren, hak begge dele fint, eller knus dem i en morter. Snit chilien i skiver. Rist korianderfrøene på en varm, tør pande, til de dufter kraftigt. Kom alle krydderierne i en gryde sammen med sukker, salt og eddike, og kog det op. Kom hvidkålen i lagen, og kog den i ca. 5 minutter. Fyld kål og lage i en beholder, der kan lukkes tæt. Lad den trække i køleskabet natten over.

På dagen

Start med at lave en sambal. Pil hvidløg, og skræl galangaen. Stød eller blend hvidløg og ingefær til en grov pasta sammen med koriander, spidskommen, gurkemeje og chili. Pil løgene, og hak dem groft. Kom dem i en tykbundet gryde, og svits dem i lidt olie sammen med sambal, limeblade og citrongræs hakket i mindre stykker – du kan med fordel knuse citrongræsstænglerne lidt med en kødhammer, før du hakker dem i stykker, så kommer smagen bedre frem. Svits krydderierne i 4-5 minutter – de må ikke tage farve.

Tilsæt kødet sammen med kokosmælk. Lad retten simrekoge ved meget svag varme, til kødet næsten trevler og er helt mørt. Regn med 2½-3 timer. Tilsæt evt. mere kokosmælk undervejs.

Når rendangen er færdig, skal sovsen være kogt ind til ca. 4 dl. Sovsen må gerne skille. Smag til med salt og limesaft, og juster evt. med lidt sukker.

Friter rejechipsene i 10-15 sekunder i meget varm neutral olie – enten i en tykbundet gryde eller en friture. Friter dem én ad gangen, og læg dem på et stykke køkkenrulle, efterhånden som de bliver færdige. Snit limebladene så fint som muligt. Kog risene efter anvisning på posen.

Ingredienser

Beef Rendang

800 g oksespidsbryst
1 tsk fint salt
4 fed hvidløg
5 cm galangarod eller frisk ingefær
1 spsk stødt koriander
½ tsk stødt spidskommen
1 tsk gurkemeje
1 ½ tsk chilipulver
2 rødløg
5 frosne limeblade (kan købes i asiatiske butikker)
2 stængler citrongræs
7 ½ dl kokosmælk

Lynsyltet kål

1 spidskål eller hvidkål
1 fed hvidløg
1 cm ingefær
½ rød chili
½ tsk korianderfrø
150 g sukker
½ tsk salt
3 dl æblecidereddike

Desuden

Neutral olie til stegning
Frisk limesaft
sukker
havsalt
12 rejechips (kan købes i asiatiske butikker - til selv-pop)
Optøede limeblade til topping
4 dl basmatiris