Derfor skal du spise sæsonbaseret
I dag kan man få alle slags frugter og grøntsager hele året rundt, fordi vi får mange af vores fødevarer fra Sydeuropa eller Sydamerika. Det kan gøre det svært at gennemskue, hvornår de enkelte råvarer er i højsæson. Alligevel er der en stor smagsmæssig forskel på en dansk frilandstomat i august og en spansk drivhustomat i februar. Men udover smagen giver det også en naturlig variation i måltiderne og noget at glæde sig til, når vi lader råvaresæsonerne bestemme, hvad vi spiser.
Her er 5 gode grunde til at spise efter sæsonen:
- Det giver variation i måltiderne året igennem, så naturens gang viser sig på tallerkenen.
- Råvarerne smager af mere, og de er flottere og mere saftige.
- Du får friske råvarer, der er høstet, mens de er modne, og derfor rige på næringsstoffer.
- Du minimerer klimaaftrykket fra transport.
- Der kan være penge at spare i højsæsonen for en råvare.
Disse råvarer kan du spise med god samvittighed i juli
Der sker en masse vidunderlige ting i naturen når kalenderen rammer juli måned, hvor det danske landskab er fuld af liv, nye sommergrøntsager og solskin. Du kan se vores overblik over råvarerne i sæson nedenfor.
En håndfuld af vores yndlingsråvarer og - opskrifter i juli
Sommerbær
Nu hvor vi kommer længere ind i den danske sommer, begynder mange af de skønne bær at blive modne og klar til at spise. I juli måned vil du kunne finde hindbær, jordbær, blåbær, solbær, grønne hyldebær, ribs og kirsebær, og alt dette må i sandheden være smagen af sommer. Mange har de søde og syrlige bær hjemme i haven, men man kan også finde dem rundt omkring i den danske natur og selvfølgelig også i supermarkederne, og det er nu, du skal nyde dem.
Spis de friske bær som de er, eller brug dem i bagværk, desserter og salater. Ofte er det en sød og værdsat overraskelse at finde enten jordbær, hindbær eller blåbær i en salat for at bryde med det bitre. Senere på sæsonen kan du også fryse de friske bær ned og bruge dem henover året i smoothies og kager, ligesom sommerens kirsebær bliver et kærligt gensyn jul, når du finder dem i fryseren og laver hjemmelavet kirsebærsovs til rislalamanden.
Vi har samlet nogle af vores søde opskrifter med sommerens bær herunder: