I forhold til de første tre udgaver af Madens Folkemøde, er der I år skruet endnu mere op for debatter og diskussioner, der har grøn mad og fremtidens madkultur i et klimaperspektiv på agendaen. Men også madspild, livet i jorden og madens rolle i forhold til at bringe mennesker sammen i nye fællesskaber er på programmet. Så diskussionerne vil også i år spænde bredt fra det vi elsker i munden, til samværet med andre omkring måltidet til konsekvenser af de valg vi trækker for de næste generationer. Som Wendell Berry sagde det: ”eating is an agricultural act”
Som det har været tilfældet de foregående år, er scenerne om fredagen orienteret imod branchefolk og det mere fagligt orienterede stof. Her glæder jeg mig særligt til at opleve debatten om, hvordan danske fødevarer produceres i fremtiden, så de tilgodeser dyr, mennesker og natur, ligesom klimaet også er på dagsordenen, når Concito er vært for en debat om, hvordan man bedst kan undgå at få regnskov på menuen. Det sker kl. 15 på ’Planteskolen’. Måske kigger jeg også forbi, når forskere fra Københavns universitet præsenterer tang som en sund og bæredygtig plantebaseret fødekilde. Det sker i ’Det danske køkken’ om fredagen.
Lørdag kl. 12 skal vi på ’Markscenen’ diskutere hvordan maden kan være løftestang til social trivsel, og hvordan maden har potentiale for at skabe fællesskaber og relationer på tværs af alder, etnicitet og køn. Jeg skal uden tvivl også forbi den vigtige samtale som Foreningen for ORIGENALER er afsender på, nemlig om, hvordan vi bevarer biodiversiteten i Danmark ved at engagere økologiske avlere, grossister og professionelle køkkener i sagen. Det er lørdag kl. 15 i Loen.
Så glæder jeg mig også vildt meget til samtalen om årtusinders kornsorter, når kornforsker Anders Borgen går på scenen sammen med Jonas Astrup. Det sker kl. 14 om lørdagen på Gårdscenen.