Hvorfor økologi?
Økologi er et helhedsorienteret landbrug. Et landbrug, hvor man tænker på miljø, natur og dyr, og hvor målet er en mere skånsom landbrugsproduktion til gavn for os og for fremtidige generationer. Det gælder i enhver økologisk produktion at udnytte jordens ressourcer, men samtidigt at genbruge næringsstoffer og tilføre jorden det, man har taget fra den. Når du køber økologisk mad, får du fødevarer uden syntetisk kemi og tilsætningsstoffer. Samtidig med at du passer på dig selv med rene fødevarer, passer du også på vores fælles miljø, drikkevandet og skaber bedre dyrevelfærd og mere liv i og omkring markerne.
Økologisk korn
Det gode brød er fundamentet for det gode måltid. I vores kantiner bager vi udelukkende med mel fra korn, der er dyrket økologisk i Norden. Det gør vi ud fra den holdning, at økologisk landbrug er fremtidens landbrug, både på lokalt og globalt plan.
For hvert kilo økologisk mel, du bager med, eller for hver gang, du har købt ca. 1,8 kg økologisk brød, sparer du 330 liter grundvand for at blive forurenet med sprøjtegifte. At bage med økologisk mel betyder derfor ikke kun noget for dit brød og din sundhed – det betyder også noget for vores fælles jordklode.